NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Til WTO-ministermødet i Hong Kong i december blev den 30. april i år sat som deadline for forhandlinger på så centrale områder som eksportkreditter og fødevarehjælp. Målet var at man inden denne dato skulle have afsluttet forhandlinger på en række af de områder, hvor man ikke kunne nå til enighed under WTO-ministermødet i Hong Kong.
At man i WTO regi ikke overholder deadlines er ikke noget nyt, men tidspresset på forhandlingerne er voksende, da det forhandlingsmandat, som USA's præsident har fået fra kongressen, udløber i juni 2007.
Efterhånden som tiden går, og man ikke kommer videre i forhandlingerne, mister flere og flere interessen for den nuværende WTO-struktur. Det vil forårsage at det kommer på tale at reformere WTO samt i højere grad at fokusere på bilaterale handelsaftaler.
EU har også gang i bilaterale handelsaftaler og presser i disse dage hårdt på for at få gennemført de såkaldte økonomiske partnerskabsaftaler med de tidligere europæiske kolonilande. Hvad angår Mellemamerika og Sydamerika er EU også ved at trække i det bilaterale arbejdstøj.
Den mistede tro på det multilaterale system har senest også bredt sig til Danmark. Således var det en del af anbefalingerne fra statsminsterens globaliseringsråd at Danmark i højere grad end tidligere skulle fokusere på det bilaterale handelsspor. Dansk Industri har blandt andre presset på for disse ændrede prioriteter.
I Mellemfolkeligt Samvirke mener vi ikke, det bilaterale spor er fremmende for en retfærdig verdenshandel. Historien har vist at de fattige landes forhandlingsmagt i bilaterale sammenhænge er meget lille og bliver tromlet af de rige lande.
Det klareste eksempel på dette er frihandelsaftalen mellem USA og de mellemamerikanske lande, hvor de fattige lande ikke fik et ben til jorden i forhandlingerne. Endvidere er det bemærkelsesværdigt at det er EU's og USA's landbrugspolitik, som er skyld i at forhandlingerne står i stampe.
Fordi mistroen til det multilaterale spor vokser som resultat af manglende resultater, kan det dog forventes at den såkaldte Doha udviklingsrunde snart afsluttes - the elephant is soon to give birth to an mouse, som man siger i Bruxelles. Det på trods af at man ikke har nået forhandlingsrundens mål, herunder præmissen om at rundens formål skulle være til fordel for verdens fattigste.
Det, som EU og USA betragter som en fordel ved hurtigst muligt at afslutte runden, er at man hurtigt kan komme igang med en reform af WTO, hvor man går væk fra de meget brede forhandlingsdagsordner og helt flade beslutningsstrukturer. Ved at gå bort fra den velkendte forhandlingsstruktur ønsker man at etablere en struktur, som vil lette forhandlingsprocessen og dermed hurtigere opfylde de rige landes ønsker i form af øget markedsadgang til verdens fattigere lande.
Kilder tæt på forhandlingerne siger at reformforslag går i retning af en struktur, som vi kender fra FN i form af et sikkerhedsrådet bestående af en række lande med særlige beføjelser. Med en lignende struktur i WTO vil man gå bort fra den nuværende flade struktur, hvor USA og Mali formelt har samme magt. Målet med denne reform ville være at gøre WTO mere beslutningsdygtig.
Ved at ændre strukturen vil WTO formelt blive mindre demokratisk opbygget. Dette demokratiske tilbageskridt kan dog opvejes ved at give de fattige lande den repræsentative magt som de er berettiget til. To tredjedele af medlemslandene i WTO er udviklingslande. Desværre tyder ikke meget på at de rige lande har interesse i at etablere et reelt forhandlingssystem, hvor de fattige lande har noget at skulle have sagt. Grunden til at de rige lande vil reformere WTO, er jo netop at de ikke længere i samme grad som tidligere kan tryne de fattige lande.