ARTIKLER


EU vil gøre skoene 20 procent dyrere

Danske beregninger viser at EU's forslag til beskyttelse af sydeuropæiske skoproducenter vil koste medlemslandenes
Af Sven Skovmand
24. februar 2006

Hvis det står til Kommissionen, vil sko fra Kina og Vietnam fra den 7. april 2006 få pålagt en told på 4 procent. Og denne told vil til oktober blive forøget til 20 procent.

Forslaget er udløst af en klage fra de sydeuropæiske skoproducenter, der i marts 2005 hævdede at de to lande solgte sko til dumpingpriser – altså til priser der var lavere end dem, kineserne selv skulle betale.

Kommissionen er efter lang betænkningstid nået frem til at klagerne har en vis berettigelse. Kineserne og vietnameserne driver ganske vist ikke dumping, men de støtter ifølge Kommissionen deres industri med gunstige skattefradrag og billige lån m.v.

Ingen kvoter

Derfor vil den indføre en told på sko fra de to lande, hvis den kan få tilslutning fra EU's anti-dumping komité der holder møde den 9. marts.

Sagen med skoene har en vis lighed med EU's indgreb over for en række billige tekstilprodukter i 2005.

Dengang standsede EU al import fra Kina på en bestemt dato – den 12. juli 2005. Det skabte kolossale problemer for de mange tøjfirmaer som havde bestilt og i mange tilfælde betalt det tøj, de nu ikke kunne få lov til at indføre.

Så tåbeligt handler Kommissionen ikke denne gang. Den indfører således ikke kvoter, men nøjes med at lægge told på skoene.

Det kan dog også være alvorligt nok – i hvert fald for forbrugerne.

Den danske Erhvervs– og Byggestyrelse har ifølge Børsen den 20.2.2006 beregnet at en told på 20 procent vil give EU's forbrugere et tab på over 3,6 milliarder kroner, mens gevinsten for de beskyttede sydeuropæiske producenter kun vil være på cirka 750 millioner kroner.

Tager man hensyn til Ecco?

Børsen citerer i øvrigt en unavngiven kilde for at sige at Kommissionen vil finde en løsning der kan tage hensyn til den danske skogigant, Ecco. Firmaet bygger netop nu fabrikker i Kina og vil derfor blive særlig hårdt ramt af den foreslåede told.

Et tilsvarende hensyn vil man imidlertid ikke tage til importørerne af de billige sko, som nu må regne med væsentlig højere priser på deres varer.

Branchen vil derfor kæmpe for at tolden først sættes i kraft i 2007, så det bliver muligt at finde leverandører fra andre asiatiske lande, f.eks. Indonesien, oplyser Linda Jakobsen fra Dansk Handel og Service til Berlingske Tidende 20.2.2006.