ARTIKLER


EU vil banke kloden flad

Kommentaren om EU's brutale handelspolitik er skrevet af Dag Seierstad, der er EU/EØS-ekspert og SV-politiker. Artiklen er fra den norske avis Nationen, hvor Seierstad skriver hver lørdag.Den er oversat af Luise Hemmer Pihl.
Af Dag Seierstad
27. oktober 2006

Fuld frihandel med serviceydelser, friest mulig adgang til at investere og drive erhvervsvirksomhed i andre lande, konkurrenceregler som behandler storkoncerner fra EU på samme måde som håndværksvirksomheder i fattige lande - og ligestilling i adgang til markederne for offentlige indkøb i flest mulige lande.

Friheden til at drive erhvervsvirksomhed skal ganske vist ikke være absolut. EU's storkoncerners patentrettigheder skal ikke kun gælde i EU, men have fuld gennemslagskraft også i Asien, Afrika og Latinamerika. EU skal have frihandel på de betingelser, der tjener EU bedst.

Dette har været EU’s handelspolitik, og sådan skal det fortsat være. Det fastslår EU’s handelskommissær Peter Mandelson med fynd og klem i et programdokument, som blev præsenteret 11. oktober med titlen »et globalt Europa, som konkurrerer i verden« (Global Europe competing in the world).

Resultatløse forhandlinger

EU skal fortsat kæmpe for alt det som EU - i alt væsentligt sammen med USA og Japan - kæmpede for på WTO-møderne i Seattle i 1999, i Doha i 2001, i Cancun i 2003 og i Hong Kong i 2005. Hver gang har EU stået over for en mur - i form af en stadig bedre organiseret ulandsfront:

• WTO-mødet i Seattle endte i kaos - helt uden resultater.

• I Doha fik EU og USA udmanøvreret ulandsfronten så meget at en ny forhandlingsrunde kunne sættes på bedding, den såkaldte Doha-runde, som endnu ikke er bragt til ende.

• I Cancun blev det klart at USA og EU ikke længere kunne diktere, hvad resultatet af WTO-forhandlinger skal være. De kan kun få noget igennem, hvis de også giver fordele til toneangivende ulande som Indien og Brasilien.

• I Hong Kong gik det igen i baglås. Størstedelen af verden var ikke villig til at give efter for presset fra USA og EU, og USA og EU var ikke villige til at give de fordele - især ikke for deres eget landbrug - fra sig, som de havde opnået under de årelange forhandlinger før dannelsen af WTO i 1995.

Går uden om WTO

På kort sigt er der derfor ringe udsigt til et gennembrud i WTO-forhandlingerne. Men USA og EU vil fortsat banke kloden flad, så storkoncernerne fra vest får så frit spillerum som muligt i så mange lande som muligt. USA og EU har derfor valgt at gå uden om WTO for at lade magten råde efter jungleloven på de globale markeder.

Et virkemiddel er de såkaldte bilaterale frihandelsaftaler (FTA’er), hvor USA og EU indgår aftaler med ét land ad gangen eller med grupper af lande, hvis disse allerede har organiseret sig. Og hvad vil USA og EU have ind i den slags aftaler? Jo, mest muligt af det, som de ikke har fået gennembrud med i WTO.

Det betyder frihandel med tjenesteydelser, friest mulig adgang til at investere og drive erhvervsvirksomhed i andre lander, konkurrenceregler som ligestiller vestlige storkoncerner med indenlandske firmaer, fuld adgang til markederne for offentlige indkøb i andre lande - og fuld accept af den overmagt, der ligger i vestlige patentrettigheder.

Det oplæg, som handelskommissær Peter Mandelson fremlagde på EU-kommissionens vegne tidligere på måneden, er således brutalt åbenhjertigt, se min boks nedenfor.

Oversættelse ved Luise Hemmer­ Pihl

EU’s brutale udspil

• Det er vigtigt at have åbne markeder overalt, »hvor europæiske selskaber kan konkurrere«. De fleste ulande »kombinerer vækst med unødigt høje barrierer mod eksport fra EU«.

• Mere end nogen sinde må EU importere for at eksportere. » Derfor har det høj prioritet at mestre restriktioner på vor adgang til ressourcer som energi, metaller og råvarer«. »Derfor behøver vi transitvilkår, som ikke diskriminerer adgang til rørledninger i andre lande.«

• Serviceydelser er hjørnestenen i EU’s økonomi. Det er her, eksporten fra EU har de bedste muligheder, takket være god konkurrenceevne. (Hvem det er, der skal udkonkurreres, siges der ikke noget om.)

• Det bliver stadig vigtigere at kunne investere frit i andre lande. EU-selskaber vil kunne udnytte mulighederne bedre, hvis de er fysisk til stede i andre lande.

• Offentlige indkøb rummer et betydeligt uudnyttet potentiale for EU-eksport. EU-selskaber er førende i verden på mange områder, men bliver diskrimineret af næsten alle handelspartnerne. Her har vi formentlig dem største af de handelssektorer, der er »beskyttet mod multilateral disciplin«. Derfor vil EU-kommissionen sætte hårdt mod hårdt: Hvis ikke handelspartnerne åbner sine offentlige indkøb for EU-selskaber, vil EU ikke lade dem konkurrere om offentlige indkøb i EU-lande.

• EU-kommissionen beklager at forhandlingerne i WTO (den såkaldte Doha-runde) er kørt fast, men fastslår at alternativet er bilaterale frihandelsaftaler, Med den slags aftaler kan man tage temaer, »som endnu ikke kan tages op multilateralt« op. Samtidig kan man »berede jorden for næste niveau i den multilaterale liberalisering«, når det drejer sig om investeringer i andre lande, offentlige indkøb, konkurrenceregler og intellektuel ejendomsret.

• Aftalerne med afrikanske lande gennem EPA og fremtidige associeringsaftaler med Centralamerika og lande i Sydamerika er et skridt på vejen, men de omfatter for lidt: »Vore vigtige handelsinteresser har mindre nytte af disse aftaler«. Aftalerne må derfor udvides.

• Den slags bilaterale frihandelsaftaler skal være omfattende, sikre liberalisering af så godt som al handel og gå ud over den disciplin, WTO kræver - forlanger EU-kommissionen. Det er særligt vigtigt at de omfatter »vidtgående liberalisering af tjenesteydelser og investeringer« og »strenge regler om konkurrence og intellektuel ejendomsret«.

• EU-kommissionen understreger at den nytte, EU kan få af at åbne nye markeder, kan blive kraftigt reduceret, hvis patentrettigheder og andre regler for intellektuel ejendomsret ikke får god nok beskyttelse - og nævner i forbifarten at der må tages hensyn til miljø- og arbejdsmarkedsstandarder i den slags bilaterale aftaler, men hvordan det skal ske, står der ikke noget om i EU-kommissionens programdokument.