ARTIKLER


EU's atombegejstring større end nogen sinde

Kun 12 procent af EU-borgerne støtter atomkraft – men i EU-kommissæren vil have fornyet debat om flere atomkraftværker.
Af Andrew Rettmann og Luise Pihl
19. maj 2006

Den politiske elite i EU går stærkere ind for atomkraft end nogen sinde før, mener lobbyister for atomkraftindustrien. Samtidig opfordrer ledende medlemmer af EU-parlamentet folk til ikke at benytte tyveårsdagen for Tjernobyl til at smadre EU's planer om mere atomkraft.

»Jeg har lige haft et møde på meget højt plan i EU-parlamentet og EU-kommissionen, og budskabet var klart at den nuværende Kommission er venligere indstillet til atomkraft end nogen sinde før,« siger Peter Haug, der er leder af Foratom, som er atomindustriens lobby-organisation i EU-systemet, til euobserver.com 26. april 2006.

»Det begynder langsomt, men sikkert at gå op for folk, hvad det er for virkelige problemer, vi får, hvis ikke vi fremmer atomkraften,« tilføjer han.

Tjernobyl 20 år efter

26. april var nøjagtig tyve år efter den dag, da reaktor nummer fire i Tjernobyl-værket i Ukraine eksploderede og spredte radioaktive stoffer helt til Irland og Skandinavien og fik et areal på størrelse med Belgien til at henligge forgiftet den dag i dag.

Verdenssundhedsorganisationen WHO siger at katastrofen dræbte 4.000 mennesker, mens Greenpeace mener at det snarere drejer sig om 90.000, og anklager atombegejstrede elementer i FN for at støtte sig til WHO.

Ulykken, der er blevet kaldt den værste miljøkatastrofe i Europas historie, har givet navn til en lidelse, der kaldes et »Tjernobyl-hjerte«. Børn med denne lidelse er meget udsatte for hjertesygdomme.

Kun hver ottende er atomkraft-tilhænger

Den gamle reaktor i Tjernobyl frembyder stadig risiko for udslip, og på tyveårsdagen for katastrofen bad Ukraines præsident Viktor Yushchenko om et beløb svarende til 5,92 milliarder kroner til at bygge en ny 200 meter tyk »betonsarkofag« omkring enheden.

Kun 12 procent af indbyggerne i EU-landene går ind for mere atomkraft, fremgår det af en Eurobarometer-undersøgelse fra november 2005. Samtidig har Storbritannien, Frankrig, Finland, de baltiske lande, Tjekkiet, Slovakiet samt Rumænien, Bulgarien og Tyrkiet tillige med Rusland og Ukraine planer om mere atomkraft.

Og i Tyskland er stemningen ved at vende, mener både Peter Haug og hollandske energieksperter, der forudsiger at det tyske konservative parti CDU vil kassere den tidligere rød-grønne regerings planer om at udfase atomkraften.

Den lettiske energikommissær Andries Piebalgs har i et interview med euobserver.com beklaget den lave folkelige støtte til atomkraften og sagt at Kommissionen bør stille sig bag en fornyet offentlig debat om opførelsen af reaktorer.