ARTIKLER


EU's kamp mod dankortet

Dankortet fungerer glimrende, men nu blander EU sig. Gebyret skal genindføres, og folk skal ruineres ved tyveri. Finder regeringen sig virkelig i det?
Af Sven Skovmand
16. oktober 2006

De fleste danskere vil sikkert skrive under på at dankortet er en fantastisk opfindelse. Det kan bruges overalt i Danmark, det er gratis for brugerne og billigt for de forretninger som tager imod det. Og bliver det stjålet, skal man blot skynde sig at anmelde tyveriet, så koster det ikke en krone. Selv i værste fald kan man højst komme til at betale 8.000 kroner.

Men EU kan ikke lide dankortet. Det er anderledes end alle andre kreditkort. Og da EU i denne som i andre sager går ind for ensartethed, må vilkårene for dankortet naturligvis forringes.

For knap to år siden lykkedes det med stort besvær at få etableret en aftale om at forretninger skal betale et abonnement for brugen af dankortet. Nu skrottes denne aftale, og brugen af dankortet skal – hvis EU får sin vilje – betales med et fast gebyr, formentlig de 50 øre, som bankerne oprindelig foreslog. At systemet nu må opgives, må være irriterende for både regeringen, bankerne og de handlende.

Langt værre er det dog at man vil pille ved de regler, som beskytter ejerne af dankortet, hvis det bliver stjålet. Kommissionen ønsker at de mindst skal betale 1100 kroner, hvis kortet misbruges. Og er de for længe om at anmelde tyveriet, skal de dække det fulde tab ved misbruget af kortet. En uhyrlig tanke.

EU viser sig her fra sin allerværste side. Men det er for resten ikke nyt, når der er tale om bankvæsen. EU har således tidligere forbudt at pengeinstitutternes garantifond kan bruge deres penge til at redde lukningstruede banker. EU betegner denne praksis som erhvervsstøtte, og det vil man ikke have. At forbuddet kan føre til at en masse sagesløse indskydere lider store økonomiske tab, tager man sig ikke af.

Vil den danske regering virkelig finde sig i denne utilbørlige og urimelige indgriben fra EU's side?