NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Socialdemokraternes i politisk forstand unge leder Helle Thorning-Schmidt fik plads i midten af manegen, da TV2 og Folketingets Europaudvalg arrangerede EU-høring sidste weekend på Syddansk Universitet i Odense. Denne del var ubetinget seancens mediemæssige højdepunkt. Høringens 400 håndplukkede borgere var blevet opdelt i grupper, hvis ordførere så skulle stille spørgsmål til den tidligere EU-parlamentariker og nuværende statsministeraspirant.
»Fik du svar på dit spørgsmål?« spurgte TV2-værten Cecilie Beck ordførerne, hver gang Thorning-Schmidt havde talt sig færdig.
Og det var måske det mest interessante spørgsmål.
Plads hvor og til hvad? Thorning-Schmidt ønsker det ene øjeblik at erobre regeringens vælgere og erklære sig som midterparti med skattestop. Det andet øjeblik kom hun med et politisk projekt fyldt med store ord om velfærd og skifter sine politisk nærmeste venner ud med folk fra partiets venstreopposition. Folketingsmedlemmer siver og lokalpolitikere savner mærkesager.
Hvad dækker det over? Ja, op til weekenden slog hun til lyd for at et flertal i Folketinget – her tænker hun næppe på de EU-kritiske medlemmer - skal gå sammen om et memorandum med bud på, hvordan der skubbes gang i udviklingen af EU indenfor rammerne af Nice-traktaten. Med andre ord: Hvad der kan gennemføres uden en folkeafstemning - sådan som statsminister Anders Fogh Rasmussen allerede talte om i Politiken den 29. januar.
Angiveligt truer tænkepausen EUís fremdrift. Men EUís fremdrift virker imidler tid ikke truet. Tværtimod er man i Bruxelles for længst gået i gang med at realisere dele af EU-forfatningen, så udviklingen er ikke gået i stå. Den venter ikke på folkeafstemninger og demokratiske godkendelser.
Det vil Thorning-Schmidt ikke diskutere...
Hun startede ellers for en sjælden gangs skyld meget klart, da hun på høringen slog fast at nu skulle EU have en fælles udenrigspolitik og udenrigsminister. Det nyttede ikke at man gik hver sin vej. Efter nogle kritiske spørgsmål kom hun frem til at der skulle være plads til at springe fra, hvis man ikke var enig.
Den nye S-leder fortsatte på samme måde i forbindelsemed seancens mange andre spørgsmål – for eksempel ville hun gerne tilfredsstille gruppen, der var bekymret for at overlade forskningsmidlerne til Bruxelles med en melding om at vi både skulle bestemme lokalt og deltage i fælles forskning.
De vil gerne holde sig på god fod med de EU-kritiske vælgere – sådan som det f.eks. kommer til udtryk i udkastet til Venstres nye principprogram, som siger at »EU skal være stærkt, men slankt«. Men samtidig vil de reelt gennemføre, hvad de kan af EU-forfatningen - uden at spørge de kritiske danskere, franskmænd og hollændere.
Og det er måske dér, tænkepausens store problem er – et problem som også kendetegner TV2 og Folketingets EU-høring. Hvem skal spørge, og hvem skal svare i EUís tænkepause? Hvem skal lytte til hvem? Er det borgerne, der skal lytte til politikerne? Eller er det politikerne, der skal spørge borgerne? Hvis det sidste er tilfældet, hvornår begynder politikerne så for alvor at spørge borgerne?