Fiskerettigheder: Fisker i rørte vande

Der er ikke fisk nok i de europæiske farvande, så med EU-støtte i lasten sætter mange skibe kursen mod Afrika, hvor der – måske – endnu er mange fisk.
Af Christian Korsgaard
6. maj 2006

Sild, torsk og tobis. Det er fisk som disse, de fleste danskere tænker på, når vi i radioen hører om EU og fiskeri. Måske kobler man lidt opmærksomheden fra, for man ved jo hvad der vil komme: EU vil ikke give større kvoter, fiskerne brokker sig over at de ikke kan fange det de har brug for, og miljøfolkene synes at kvoterne burde være mindre.

Med andre ord handler fiskeripolitik for mange såkaldt almindelige mennesker om de muligheder fiskerne har for at tjene til livets brød på den ene side – og så hensynet til havet, miljøet og fiskene på den anden side.

En bureaukratisk nødvendighed

EU's fælles fiskeripolitik udstikker rammerne for det danske fiskeri. Ifølge det danske fiskeridirektorat udgøres denne ramme blandt andet af et system til bevarelse og udnyttelse af havets biologiske ressourcer gennem en regulering af fangsterne ved såkaldt kvotering. Ved en kvote forstås det som et givent land maksimalt må fange af en given fiskeart inden for et afgrænset farvandsområde, og størrelsen af en kvote afgøres af det antal fisk man vurderer der er i det pågældende område på det tidspunkt hvor kvoten fastsættes.

Kvoterne aftales år for år, og ved de seneste forhandlinger i december 2005 var der både udvidelser og indskrænkninger i vente for de danske fiskere. Kvoter kan altså gå i begge retninger, og den usikkerhed det medfører, er fiskerne stærkt utilfredse med. De ser EU's kvotepolitik som en bureaukratisk unødvendighed og fiskeskipper Thorvald Børsmose fra Esbjerg (se side 9), mener at kvoterne i flere tilfælde er den direkte årsag til at gode fisk hældes tilbage i havet for at undgå at bryde urimelige regler.

Men set fra et miljømæssigt synspunkt er sandheden nok i virkeligheden den modsatte. Kvoterne er en bureaukratisk nødvendighed, for uden dem ville man kunne fiske havet tomt – hvis man altså tror på at det overhovedet kan lade sig gøre. Men det er en helt anden debat.

Det angolanske eksempel

Men hvad har tobis, sild og jomfruhummere med u-lande at gøre? Temmelig meget faktisk, for når EU sætter grænser for hvor meget eksempelvis danske fiskere må fange i vore hjemlige farvande, så vokser motivationen til at smide nettet i andre landes farvande. Afrikanske, for eksempel.

Det kan nemlig godt betale sig at rejse langt for at fiske, bare fangsten er stor nok. Ifølge den uafhængige, europæiske organisation IEEP (Institute for European Environmental Policy), underskrev EU sin første såkaldte access agreement med et tredjeland tilbage i 1979. Det var Senegal der først kom på banen og siden er 19 andre lande kommet til. De fleste ligger i Afrika. Økonomisk kostede disse fiskeaftaler i 2000 EU lidt over én milliard kroner.

Som et konkret eksempel på en aftale kan nævnes Angola, hvor EU i 2002 indgik en ny toårig aftale til omkring 232 millioner kroner, hvoraf godt 11 millioner kroner blev afsat til udvikling af small-scale fiskeri blandt angolanske fiskere. Aftalen sikrede 85 EU-skibe adgang til de angolanske farvande, hvor de blandt andet fiskede tun og rejer. Skibene kom fra Spanien, Frankrig, Portugal, Italien, Grækenland, Holland og Irland, og kunne i en zone 12 sømil fra kysten fiske hvad de ville. Prisen på tun og en række andre fisk blev afregnet pr. fanget ton, mens der for rejer blev sat et fangstloft på 5.000 tons årligt.

Det var alene de angolanske myndigheder der stod for inspektionen af EU-skibene som de kunne borde på et hvilket som helst tidspunkt. Alle skibe skulle regelmæssigt informere myndighederne om position og fangst, og hvert år afholdtes et videnskabeligt statusmøde hvor bestanden blev vurderet.

Men én ting er at have ret til at inspicere – noget andet er om man så gør det. En række anbefalinger fra et ekspertmøde i Mauretanien tyder i hvert fald på at tilliden til kontrollen kan ligge på et meget lille sted. Hvis man tager højde for de store administrative og sociale udfordringer som den angolanske regering i øvrigt står over for, så kan man da også med rette bekymre sig for omfanget og kvaliteten af inspektionen.

IEEP stiller sig også tvivlende overfor de lokale myndigheders evne og vilje til at udføre reel kontrol. Som eksempel nævnes den eksisterende aftale med Senegal, hvor konsekvensen af en kvoteoverskridelse ville betyde at Senegal fik færre penge end forventet. Det øger ikke motivationen for en streng kontrol, vurderer IEEP.

Problemets kerne

Men selvom der i det angolanske eksempel var afsat penge til udvikling af det lokale fiskeri, så er det netop de lokale fiskere der bekymrer kritikerne af fiskeaftalerne mest. Bekymringen kan formuleres på den måde at selvom det uden tvivl er en god forretning for EU at sende skibene til de afrikanske farvande, så er det – ligesom det er tilfældet i forhold til landbrugsstøtten – i sidste ende en støtte af skibene og fangsten som er med til at skabe ulige handelsforhold.

Det ville dybest set svare til at amerikanske fiskerskibe med statsstøtte fik lov til at fange alt hvad de ville 12 sømil fra den danske kyst. Tanken er danske skippere så fjern at det virker absurd at tale om den, men sammenligningen er tankevækkende.

Dertil kommer så de økologiske konsekvenser i områder hvor lokalbefolkningen er afhængig af fisk som et væsentligt ernæringstilskud. Som i alle fiskeridebatter er der heller ikke i det vestafrikanske tilfælde enighed om, hvorvidt farvandene er velsignet med stor fiskerigdom eller plaget af overfiskning. Men skeptikere som WWF anser de vestafrikanske farvande for overfiskede og er derfor bekymret for konsekvenserne for lokalbefolkningen.

Hensigtserklæringer gør det ikke, men Europarådet vedtog i maj 2002 en resolution om fiskeri og fattigdomsreduktion, for dermed at skabe bedre sammenhæng mellem fiskeri- og udviklingspolitikken. I resolutionen slås det fast at der skal udvikles strategi for at sikre at fiskeri i fjerne farvande sker på en bæredygtig og ligeværdig måde. Strategien er endnu ikke udviklet, men de nyeste aftaler kunne tyde på at der i forhold til visse lande er ved at ske noget. Den aktuelle aftale med Senegal indeholder således en passus om at 50 procent af EU-skibenes mandskab (officerer undtaget) skal være senegalesere.

Lidt har også ret – men lidt giver ikke ret til at indstille arbejdet med at ændre de meget oversete fiskeriaftaler med tredjelande.

Alt for mange, alt for store

Ifølge miljøorganisationen World Wildlife Foundation (WWF) står verden med et problem af hidtil usete dimensioner på fiskeriområdet. Overalt er fiskebestanden på vej ned og 73-75 procent af verdens fangstområder er enten overfiskede, fuldt udnyttede, eller ved at komme sig efter overfiskning, vurderer WWF. Samlet set vurderer organisationen at verdens fiskeflåde er 250 procent større end nødvendigt for at fange det havet kan producere. For så vidt angår støtten, så mener WWF at det er alt for uklart hvad pengene går til. Ikke desto mindre fastslår organisationen at 90 procent af verdens fiskeristøtte gives i strid med internationale regler, og at de derfor burde indstilles.

Kilder: WWF/Turning the Tide on Fishing Subsidies, WWF/Creating a Sea Change for Fisheries.