Fra Frankenstein til finalen

Fra »liberaliseringsmonster til tjenester for folket«? Servicedirektivet er stadig omstridt, nu går uenigheden på hvordan man skal vurdere det endelige resultat.
Af Staffan Dahllöf
1. december 2006

I begyndelsen af 2004 lancerede Kommissionen et forslag om at lovgive for arbejde i form af serviceydelser på den samme måde som EU har lovgivet om varer, mennesker og kapital:

Vigtigst er den fri bevægelighed over landegrænserne.

Hovedreglen blev kaldt oprindelseslandsprincippet. Slovakisk løn til ansatte i slovakiske virksomheder med opgaver i Danmark.

Men fagbevægelsen og en folkelig opinion sagde fra. I Holland og Frankrig var forslaget til Servicedirektiv i 2005 med til at tegne billedet af det asociale EU med løndumping på dagsordenen.

»Frankenstein-direktivet«, omdøbt efter den ansvarlige kommissær Bolkestein, bidrog til afvisningen af EU-forfatningen i de to lande.

Det fjernede princip

De kritiske holdninger fik fæste i EU-parlamentet. Her blev arbejdsretsforhold i det store hele pillet ud af teksten. Oprindelseslandsprincippet blev fjernet, og erstattet af princippet om »fri bevægelighed for serviceydelser«; egentlig kun en gentagelse af hvad der i forvejen står i traktaten – EU-samarbejdets vedtægter. Det var hovedtrækkene i det kompromis som et bredt flertal i EU-parlamentet vedtog i februar i år.

Parlamentet vedtog også en del andre afgrænsninger af brancher og politikområder som heller ikke skulle omfattes af den kommende lov.

Et tilbagevendende og stadig uopklaret spørgsmål er, hvilke offentlige ydelser (»velfærdsydelser«) som skal omfattes af de kommende regler.

Tilbage til markedet

Resten af den politiske behandling i foråret 2006 handlede om at få de liberalistiske medlemslande med på den kurs som flertallet i Parlamentet havde lagt, men også om at få blødt op på Parlamentets holdninger.

På møder i maj og i juli i år fik Ministerrådet vedtaget sit kompromis. Det byggede for en stor del på hvad Parlamentet var nået frem til i februar, men ikke helt.

Fagbevægelsen, den socialdemokratiske rapportør Evelyne Gebhardt, de grønne partier, og venstrefløjen mente at Ministerrådet ved hjælp af Kommissionen kom til at fortolke Parlamentets kompromis tilbage i en mere markedspræget retning.

De allersidste stridsspørgsmål har derfor handlet om kritikernes forsøg på at genvinde nogle af de tabte positioner.

Ændring blev til erklæring

Rapportøren Evenlyne Gebhardt mente at hun kæmpede for hvad man tidligere havde besluttet sig for i Parlamentet og at det kun skulle præciseres i lovteksten.

Men den gik ikke. Gebhardt led nederlag i sit eget udvalg.

Ved den afgørende afstemning den 15. november undlod hun at rejse de forslag hun selv var kommet med. Hun nøjedes med at henvise til den erklæring som blev oplæst af kommissæren for det indre marked Charlie McCreevy.

Kun venstrefløjsgruppen, de grønne, og JuniBbevægelsen prøvede ind i det sidste at lave om på direktivforslaget, som nu stod på dagsordenen for anden gang.

Forslaget blev stemt igennem med 405 stemmer for og 105 imod.

Og vurderingen?

»S sælger ud«

Borgerlige partier og arbejdsgiverorganisationer kan siges at være mellemfornøjede. Det blev en lovgivning som ønsket, om end med flere afgrænsninger end Kommissionen oprindeligt havde foreslået.

En ren sejrsvurdering står de danske socialdemokrater for:

»Når regnskabet bliver gjort op, er vi ikke i tvivl om det, som startede med at være et liberaliseringsmonster, endte med at blive en lov om tjenester til folket,« lød det fra Christel Schaldemose, partiets ny EU-parlamentariker.

»Ærgerligt at socialdemokraterne sælger ud,« mente SF’s Margrethe Auken.

»En demokratisk farce, og en katastrofe for arbejdsmarkedet,« sagde Folkebevægelsens Ole Krarup, mens Jens-Peter Bonde, JuniBevægelsen mente at det værste var at grænsen for den offentlige sektor ikke bliver trukket af vælgerne og de valgte:

»Den grænse bliver trukket af EU-domstolen.«