ARTIKLER


Hvad tyrkerne får af problemer

I debatten om Tyrkiet har man interesseret sig alt for lidt for de problemer, som et EU-medlemskab vil medføre for Tyrkiet. Det er tyrkerne nu heldigvis selv begyndt at finde ud af.
Af Sven Skovmand
31. august 2006

I debatten om Tyrkiets medlemskab af EU har man hidtil kun set på de virkninger, som medlemskabet vil have for EU og for os. Hvad det kan betyde at et så stort muslimsk land kommer med at millioner af tyrkere vil strømme ind i EU osv.

Derimod har man ikke interesseret sig for de virkninger, som medlemskabet vil have for tyrkerne. Det er tyrkerne heldigvis selv begyndt at gøre, og som det fremgår af artiklen om tyrkernes kølnede EU-interesse på side 6, har det ført til at flere og flere bliver betænkelige over hvad medlemskabet kan føre til.

Alle de tusinder af direktiver og forordninger og domstolsafgørelser som EU har udsendt, og som vi trods alt har haft nogle år til at føre ud i livet – dem skal tyrkerne gennemføre her og nu.

Heldigvis foregår forhandlingerne med Tyrkiet med sneglefart, og det har givet almindelige tyrkere mulighed for at opdage de problemer, som politikerne i andre lande har overset, og som de ledende embedsmænd har bagatelliseret.

Disse problemer har, som omtalt i ugebladet »Newsweek«, fået Tyrkiets ledende erhvervsorganisation til at regne på omkostningerne ved medlemskabet og dermed forstærket tyrkernes betænkeligheder.

Hertil kommer at tyrkerne allerede nu har vidtgående toldfrihed for deres eksport og dermed reelt har fordelene af EU uden at skulle slås med de ulemper, der er forbundet med et medlemskab. Og hvis tyrkerne ønsker det, kan de uden tvivl opnå endnu flere fordele – fordi en række EU-lande vil være lykkelige for at være fri for dem.

Og så kan man tilføje at tyrkerne endda ikke er opmærksomme på det største problem ved et medlemskab, nemlig at millioner af unge tyrkere vil forlade landet, som derved vil miste nogle af sine mest veluddannede og værdifulde folk.