ARTIKLER


Kommissionen tillader farligt stof

Ved hjælp af en kattelem i reglerne er forbuddet mod farlige flammehæmmere blevet strøget af listen over forbudte stoffer. Miljøminister Connie Hedegaard- vil lægge sag an mod EU.
Af Erling Böttcher
15. januar 2006

Den 1. juli i år træder nye forbud i kraft imod de såkaldte bromerede flammehæmmere. Det er kemikalier som kan forhindre f.eks. et TV eller en Computer i at bryde i brand eller mindske risikoen for at en sofa går op i røg. Med andre ord er det praktisk at behandle mange varer med flammehæmmende midler. Problemet er at flammehæmmere mistænkes for at give f.eks. fosterskader og kræft.

Nu har Kommissionen strøget stoffet deca-BDE af forbudslisten, så det også efter 1. juli er tilladt. Kommissionen benyttede sig af en regel om at den egenhændigt kan stryge et stof af forbudslisten, hvis der ikke er alternativer til stoffet.

Den danske miljøminister er ikke enig i afgørelsen og mener at der findes alternativer.

Retssag mod EU

Mandag den 2. januar kom miljøminister Connie Hedegaard med den sjældne meddelelse at Danmark ikke vil acceptere EU's beslutning. Danmark vil lægge sag an mod EU-kommissionen, og også Finland, Holland, Portugal og Sverige bakker op om det danske synspunkt.

Samtidig med den bebudede retssag vil miljøministeren overveje om Danmark skal gå enegang og forbyde stoffet deca-BDE.