NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU-Kommissionens nye forslag til et servicedirektiv blev fremsat tirsdag den 4. april 2006 af kommissæren for det indre marked, Charlie McCreevy.
Det tager på flere punkter hensyn til den kritik, som blev fremsat af et flertal i Parlamentet den 16. februar.
Det gør det således ikke umuligt at kræve overenskomster for udstationerede udenlandske arbejdere. Og det holder hele sundhedssektoren udenfor.
Forslaget fik da også en positiv modtagelse af blandt andre den danske socialdemokrat Henrik Dam Kristensen.
»Overordnet set er teksten rigtig god. På langt de fleste punkter har Kommissionen indarbejdet Parlamentets forslag stort set ordret«, siger han.
For samme dag, som forslaget til et ændret servicedirektiv blev fremsat, udsendte Kommissionen en 12 sider lang »meddelelse«, hvori man reelt fastholdt de oprindelige krav.
I meddelelsen skriver Kommissionen således, at et medlemsland ikke kan kræve, at en udstationeret virksomhed skal have en fast repræsentant i medlemslandet. Det må være nok, hvis en af de udstationerede arbejdere – for eksempel en formand – udpeges som kontaktperson.
Kommissionen fastslår også, at man kun kan kræve en begrænset dokumentation for de ansattes opgørelse af arbejdstid og for sikkerhedsreglerne på den pågældende arbejdsplads.
Kommissionen henviser til EU-Domstolen, som i flere afgørelser har fastslået dette krav, blandt andet ved at forlange erstatning til patienter, som har modtaget lægelig behandling i et andet land end deres eget.
På denne baggrund vil Kommissionen senere vende tilbage med et særskilt forslag om »patienters mobilitet«.
Kritikerne fra fagbevægelsen og den politiske venstrefløj kan opfatte det som en sejr, at det nye forslag til et servicedirektiv på væsentlige punkter er blevet svækket.
Samtidig sender man et beroligende signal til de lande og kredse, som frygter, at Servicedirektivet bliver en udvandet og uforpligtende øvelse.
Det sker ved at fortælle, at EU-Domstolen til syvende og sidst afgør fortolkningen af den frie bevægelighed, og at markedstilhængerne ikke behøver hænge med næbbet, fordi Servicedirektivet ikke bliver den klokkeklare liberale rettesnor, som de havde håbet på.
Og indtil nu ser det ud til, at man har tilfredsstillet kritikerne i Parlamentet.
Næste skridt i lovgivningsprocessen vil foregå i Ministerrådet, som vil blive bedt om at komme med en generel – men ikke endelig – stillingtagen til det omarbejdede forslag.