ARTIKLER


Kræver mere dræberfedt i dansk mad

Transfedtsyrer. EU-kommissionen truer fortsat Danmark med en retssag ved EU-domstolen. Vi skal bøje os inden 20. februar.
Af Erling Böttcher
12. februar 2006

På baggrund af grundige undersøgelser besluttede Folketinget 11. marts 2003 at fastsætte nye skrappe regler for, hvor meget madvarer må indeholde af transfedtsyre, populært kaldet dræberfedt.

Reglerne om at der højst må være 2 gram transfedt for hver 100 gram fedt trådte i kraft 1. juni 2003. Dermed blev Danmark det første land i verden med sådanne regler imod transfedtet. Det fik EU-kommissionen på banen 5 dage efter. Allerede 16. marts skrev Kommissionen sin åbningsskrivelse, der er første skridt til retssag.

Store mængder transfedt

Overlæge dr.med. på Gentofte Sygehus, Steen Stender, kunne i TV-Avisen den 12. januar præsentere en omfattende undersøgelse af indholdet af transfedtsyrer i danske og udenlandske varer.

Steen Stender havde rejst rundt til 26 lande og indkøbt varer i forskellige lande for at undersøge dem for transfedtsyre. Blandt andet vafler, pomfritter, fastfood og mikrobølge popcorn er blevet hældt i en blender og herefter målt.

Konklusionen var klar: Hvor de danske regler har bevirket at der i de danske varer nu kun er 1 procent transfedtsyrer, mens der er langt mere i udenlandske varer.

Ifølge Steen Stender 38 gram transfedt pr. 100 gram i USA, 25 gram i Tyskland, 22 gram i Storbritannien og 9 gram transfedt pr. 100 gram i de svenske varer.

Vil have dansk lov ændret

EU-kommissionen kræver nu den danske lovgivning ændret, så der igen kommer ubegrænsede mængder transfedt i maden.

Til TV-avisen har familie- og forbrugerminister Lars Barfoed sagt blankt nej til at ændre de danske regler. Ifølge TV-avisen er det fødevareorganisationer, der har klaget til EU-Kommissionen over den danske lovgivning, fordi de ikke kan sælge deres transfedt produkter i Danmark.

Næste akt i sagen er at EU-Kommissionen har fastholdt sin åbningsskrivelse, og fulgt op med en såkaldt begrundet udtalelse som reaktion på det danske svar. Danmark har nu frist til 20. februar til at sende fornyet svar til EU.

Dræberfedtet Transfedtsyrer opstår ved hærdning af umættede fedtsyrer, f.eks. ved fremstilling af margarine for at gøre den fast ved stuetemperatur.

Transfedtsyrer er giftige fedt-arter som giver større risiko for åreforkalkning og blodpropper i hjertet.