Lykke og raseri over kemikalielov

Miljøorganisationerne står til at tabe de fleste store slagsmål om EU's nye kemikalielov, men Greenpeace insisterer på at der også er »lykke« at finde.
Af Kenneth Haar
15. december 2006

»Vi vil gerne have lov til at udtrykke os nuanceret om kemikalieforordningen«, siger Henrik Pedersen fra miljøorganisationen Greenpeace til NOTAT. For Greenpeace ser nogle fremskridt i forordningen, selv om organisationen ikke lægger skjul på at det endte med så mange nederlag at det gør dem »rasende«.

Forordningen, kaldet REACH, kommer til sidste behandling i EU-parlamentet den 13. december, men et kompromis fra den 1. december mellem Ministerrådet og de største grupper i parlamentet, herunder de konservative og socialdemokraterne, kan have afgjort slaget på forhånd. Parlamentet vedtog i oktober en række forslag til forbedringer, men de fleste blev afvist af Ministerrådet. Den endelige beslutning er derfor ventet med en smule spænding.

Erstatning af farlige stoffer

REACH er en meget stor forordning, som dækker hele 30.000 kemikalier. Formålet er især at opstille fælles regler for godkendelse af kemikalier, og om hvilke oplysninger om stofferne der skal være tilgængelige. Et vigtigt kendetegn ved REACH er at initiativet skal gøre reglerne i medlemslandene ensartede. Det blev sat i gang for 7 år siden, i 1999, men et stærkt pres fra industrien og uenighed blandt medlemslandene har fået vedtagelsen til at trække ud. Og bølgerne er gået højt i debatten om REACH.

Den største diskussion har været »substitutionsprincippet«. Ifølge dette princip skal farlige kemikalier erstattes af mindre farlige, hvor det kan lade sig gøre. Princippets rækkevidde blev oprindeligt svækket, men styrket igen efter et møde i EU-parlamentets miljøudvalg i oktober, hvor sejrsrusen var meget højrøstet.

Kattelem så stor som motorvej

Nu har socialdemokrater og konservative i Parlamentet indgået et kompromis med Ministerrådet, som igen fjerner substitutionsprincippet, bortset fra et enkelt område; princippet vil gælde for svært nedbrydelige stoffer.

»Den regel åbner en kattelem på størrelse med en motorvej«, siger Henrik Pedersen. Han peger på en plasticblødgører med betegnelsen DEHP som ét af de kræftfremkaldende stoffer, vi ikke kan forbyde, selvom der allerede findes udmærkede erstatninger. Et forbud mod de såkaldte »phtalater« som DEHP i legetøj, kan efter alt at dømme opretholdes, men stoffet bliver svært at forbyde i f.eks. badeforhæng.

Kemiindustrien vandt

Et andet hul i REACH handler om sikkerhedsgodkendelse af stoffer. Et hovedformål med forordningen er at lave regler for, hvornår der skal udfærdiges en sikkerhedsrapport, og her er der flyttet hegnspæle siden fremlæggelsen af det oprindelige forslag.

Der skal ikke skrives sikkerhedsrapporter om stoffer, som kun anvendes eller importeres af en given virksomhed i mængder på under ti tons om året. Det svarer til at 18-20.000 af de 30.000 stoffer, som er dækket af REACH, ikke skal godkendes, vurderer Henrik Pedersen. Et vidnesbyrd om at kemiindustrien har fået ikke så få af deres krav opfyldt.

Greenpeace havde også foretrukket at politikerne havde vedtaget, hvornår de farligste kemikalier skal være udfaset, men beslutninger af den karakter vil ikke bare trække ud, men vil blive truffet efter vurdering af hvert enkelt kemikalie. Det giver industrien en meget god mulighed for at påvirke beslutningerne, og sætter organisationer som Greenpeace ud af spillet.

»Vi lever ikke af dette her. Det gør de, så de vil vinde«.

Ingen ret til bedre regler

De grønne organisationer har med andre ord indkasseret nederlag i stribevis i sidste fase af behandlingen af REACH, og slaget ser nu ud til at være ved at slutte, og måske tabt. Alligevel finder Greenpeace et strejf af »lykke« i direktivet, ligesom i øvrigt både Dan Jørgensen (S) og Margrete Auken (SF) gerne ser direktivet hurtigt vedtaget.

Den grundlæggende årsag til »lykken« er at der ikke eksisterer EU-regler for de fleste af de kemikalier, som REACH omhandler. Det eneste argument, der set med grønne briller, derfor kan være for at vende sig mod REACH, er hvis forordningen hindrer landene i at gå foran med skrappere regler. Og det ligger i REACH at den ret har medlemslandene ikke umiddelbart.

Ikke vigtigt at kunne gå foran

I Danmark kan det betyde at de danske begrænsninger på brug af formaldehyd og spraydåser skal afvikles eller lempes. Det tæller dog ikke meget for Greenpeace:

»Det er ikke vigtigt med retten til at gå foran. Kemikalier handler om grænseoverskridende problemer, og det betyder ikke noget at et enkelt land vedtager et forbud,« siger Henrik Petersen.

Heller ikke, hvis det får andre til at følge efter?

»Jo. Selvfølgelig. Derfor er det da ikke godt, hvis det ikke blev vedtaget i kompromiset. Men vi har vundet to store sejre, den ene er at vi endelige har fået vedtaget et substitutionsprincip, den anden er princippet om »forureneren betaler«. Med de to vedtagelser har vi noget i EU, som andre lande, såsom USA, kan bruge som forbillede,« slutter han.

Det vigtigste er væk

Bent Hindrup Andersen, der er ledelsesmedlem og miljøsagsbehandler i JuniBevægelsen og tidligere har siddet i EU-parlamentets miljøudvalg, er stærkt uenig med Greenpeaces vurderinger. Til glæden over princippet om at »forureneren betaler« siger han:

»Det er noget sludder. íForureneren betalerí er allerede et princip i EU. Det står endda i traktatens artikel 174 stk. 2,« siger Hindrup Andersen.

Men det største problem er dog Greenpeaces udmelding om at organisationen ikke lægger vægt på at landene skal have ret til at gå foran med skrappere regler.

»Retten til at gå foran er den eneste rigtige strategi. Den kan sikre dynamik i miljøpolitikken først på nationalt plan, og senere på europæisk niveau. Det er også en realistisk strategi. Vi har tidligere fået retten til at gå foran skrevet ind i EU-regler, f.eks. om F-gasser, og det kan måske også lykkes denne gang,« siger han med henvisning til et ændringsforslag fra bl.a. Jens-Peter Bonde.

---

Danske regler i fare

Når EU onsdag den 13. december vedtager en ny lov om kemikalier, kan det få ekvenser for et af de redskaber der bruges i Danmark til at begrænse brugen af farlige kemikalier.

Værktøjet hedder »Listen over uønskede stoffer«, og er en liste på over 100 farlige kemikalier som ikke er forbudte, men som Miljøstyrelsen tilskynder til at begrænse brugen af. Brug af stofferne på listen fører ikke til sanktioner, men skal ses som et varsel om at forpligtende regler kan være på vej. Selvom listen altså ikke er andet end signalpolitik, kan den få svært ved at overleve REACH-loven.

Det grundlæggende problem er at selv offentlige kampagner mod farlige kemikalier, kan anses for at være diskriminerende handelshindringer. Det er bl.a. kommet frem i en sag om en dansk kampagne mod bromerede flammehæmmere, som Miljøstyrelsen indledte en oplysningskampagne mod i 2003. Den kampagne var Kommissionen overbevist om var i strid med EU-reglerne, da Danmark ikke havde fremlagt dokumentation for de bromerede flammehæmmere er skadelige. Daværende miljøminister Hans Christian Schmidt valgte at trække kampagnen.

Med REACH kan »Listen over uønskede stoffer« komme i fare, alene fordi der nu kommer fokus på kemikalielovgivningen. Miljøministeriet har nemlig aldrig spurgt i EU om denne metode er gangbar efter EU-reglerne.

Listen over Uønskede Stoffer har ikke været notificeret til EU, da der udelukkende er tale om en vejledende liste til prioritering af virksomhedernes arbejde med substitutionering (erstatning med et ligesådant virkende stof, red.), oplyser miljøbiolog Henrik Søren Larsen fra Miljøministeriet til Notat.

Ministeriet har derfor heller ikke set anledning til at vurdere listens fremtid, når der vedtages et omfattende nyt regelsæt på kemikalieområdet, oplyser han.