NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Hvordan kommer vi længst i miljøpolitikken i EU? 1) Ved at løfte alle lande på én gang, så der ikke er huller i politikken, velvidende at det hele går lidt langsommere, fordi vi skal have den tunge ende med først. 2) Lade de hurtige spurte af sted, da resultatet i sidste ende bliver bedre, fordi de hurtige vil trække de andre med.
I artiklen i dette nummer om F-gasser finder du to repræsentanter for de to helt modsatte opfattelser: Margrethe Auken (model 1) og Jens-Peter Bonde (model 2).
Diskussionen om nationale særregler er lige så gammel som pakken om EU's indre marked fra 1985. Her blev miljøgarantien indført – retten til at indføre eller opretholde bedre regler end det fælles gennemsnit på det indre marked. Siden hen viste den sig ikke at være noget værd, i realiteten aldrig accepteret af EU-systemet, og alvorligt svækket og udvandet med Amsterdam-traktaten fra 1998.
Op igennem 90'erne blev mange gamle SF'ere overbeviste om strategi 1, og derfor kan man altså finde Margrethe Auken som eneste dansker stemme imod at vi kan have skrappere regler for F-gasser. Men de mange sammenstød mellem EU og medlemslandene og den almindelige stilstand og træghed i EU's miljøpolitik viser at det burde være tid til miljøpolitisk kursskifte. Strategien med én for alle, alle for én, er ubrugelig i det nye udvidede EU.
Derfor er det epokegørende nye toner at høre tre kommissærer på stribe (Barroso, Verheugen, Dimas) bekendtgøre at de er helt rede til at acceptere danske og østrigske særregler for F-gasser, og samtidig lægge luft til deres embedsværk, som det beskrives i dette nummer. Det bliver spændende at se om det er en enlig svale, eller om landvindingen kan bruges aktivt fremover af bl.a. EU-parlamentarikerne.