ARTIKLER


Ønsker at sparekasser skal være aktieselskaber

Den europæiske bankforening vil arbejde for, at alle sparekasser skal omdannes til aktieselskaber, så de bliver nemmere at købe op.
Af Sven Skovmand
27. januar 2006

Den europæiske bankforening går nu ind for at sparekasserne skal omdannes til aktieselskaber. Bankerne er utilfredse med at den nuværende ejerform gør det umuligt for banker at opkøbe sparekasser, mens sparekasser frit kan opkøbe banker, skriver Jyllands-Posten 14.1.2006

Utilfredsheden er især rettet mod Tyskland, hvor en række delstater har deres egne pengeinstitutter, som ikke kan overtages af andre.

Formanden for den norske sparekasseforening, Tarje Vareberg, er bekymret over forslaget. Han siger at der i givet fald ikke vil gå en dag, før alle sparekasser er opkøbt af store udenlandske banker.

Formanden for Lokale Pengeinstutter i Danmark, sparekassedirektør Jacob Leth, er knap så bekymret. Han peger på at også mange banker har forskellige former for værn mod overtagelse, og at denne beskyttelse må afskaffes, hvis sparekasserne skal gøres til aktieselskaber.