ARTIKLER


Ønsker ombudsmand til straffesager i EU

Akademiet for Europæisk Lovgivning er bekymret over EU's terrorlovgivning. Derfor ønsker man, at der skal være en ombudsmand til straffesager i EU.
Af Sven Skovmand
12. marts 2006

EU's terrorlovgivning har gjort det lettere at få udleveret borgere til retsforfølgelse i andre EU-lande. Det har ifølge Jyllands-Posten 6.3.2006 fået Akademiet for Europæisk Lovgivning til at tage initiativ til et seminar i den tyske by Trier i april.

På seminaret skal forsvarsadvokater, anklagere, dommere og politifolk drøfte, hvad der kan gøres for at sikre ofrene for de nye regler den nødvendige beskyttelse.

Akademiet mener således at det vil være nødvendigt at få en europæisk ombudsmand på det strafferetslige område. Ombudsmanden og hans medarbejdere skal især kunne rådgive forsvarsadvokater om, hvad de kan gøre for deres klienter.

Den danske repræsentant ved mødet er Mads Bundgård Larsen, der er sekretær for Advokatrådets retsudvalg.