ARTIKLER


Nyt racismecenter skal foregribe EU-forfatningen

Menneskerettigheds-aktivister vil have nyt EU-center til at beskæftige sig med bl.a. politisamarbejdet. Uden lovgrundlag, svarer flere af medlemslandene.
Af Lucia Kubosova og Luise Hemmer Pihl
14. september 2006

EU skal have et eget center til støtte for Unionens grundlæggende rettigheder, og det skal oprettes allerede i januar 2007. Men det er ikke uden problemer, fordi det også skal tage sig af retlige og politimæssige anliggender.

Meningen er at det nye EU-center skal erstatte et andet EU-organ – det Europæiske Center for Overvågning af Racisme og Fremmedhad (EUMC) i Wien, som den danske professor Mads Bryde An-derse-n netop har trukket sig ud af, fordi dets arbejde efter hans opfattelse var så uvidenskabeligt at han måtte stemme imod at of-fentliggøre årsberetningen for 2005.

Skal måske omfatte politisamarbejde

Det er stadig uafklaret om arbejdet også skal omfatte juridisk og politimæssigt samarbejde, fordi disse hører under medlemsstaterne og ikke er omfattet af EU's lovgivning.

En række menneskerettigheds-aktivister mener at den begrænsning vil gøre centret meningsløst. »Det ville være latterligt at have et agentur, som skulle ignorere sådan noget som handel med kvind-er og børn,« siger for eksempel den ungarske EU-parlamentariker Kinga Gal.

Mens hendes synspunkt nok vil samle flertal blandt EU-parlamentarikerne, insisterer Tyskland, Storbritannien, Slovakiet og Malta på at der ikke findes noget lovgrundlag for at give det ny organ den magt.

Dyrt og til ingen nytte?

Imidlertid fortsætter det finske formandskab ufortrødent arbejdet med at nå frem til en aftale om de regler der skal gælde for agenturet. Det skulle gerne ske i oktober på det uformelle møde for EU's justitsministre, håber formandskabet.

Men Europarådet, som omfatter hele 46 stater, har allerede et organ, der tager sig af menneskerettigheder i hele Europa, ikke kun EU, og det må være nok. Den opfattelse deles af mange EU-parlamentarikere såvel som af medlemslandene. Derfor er der opnået enighed om at EU og Europarådet skal forhandle, hvis EU-centret skal oprettes.

Men det er ikke nok for den britiske konservative Timothy Kirkhope, som siger at han vil være imod agenturet under alle omstændigheder, fordi det er »unødvendigt, dyrt og til ingen verdens nytte«. Han påpeger at det er en måde at indføre den forkastede EU-grundlov ad bagvejen på, fordi Charteret om grundlæggende rettigheder er en del af denne.