ARTIKLER


»Oneseat« Malmström i konkurrence­ med Carl Bildt

Sveriges nye regering har fået en EU-minister som er overbevist føderalist, men på kant med EU-parlamentets formand Josep Borrell. Og så er Carl Bildt vendt tilbage.
Af Staffan Dahllöf
13. oktober 2006

Cecilia Malmström, 36 år, var indtil sidste uge medlem af EU-parlamentet for Folkpartiet liberalerna, som i EU-politisk henseende nærmest svarer til Venstre.

Nu er hun blevet EU-minister med placering i det svenske statsministerium. Her skal hun agere som en slags mentor i EU-anliggender for statsminister Fredrik Reinfeldt. Han har ifølge egne udsagn kun en begrænset erfaring i udenrigs- og EU-politik.

Med Cecilia Malmström, medlem i og grundlægger af Parlamentets føderalistiske klub får den nye regering en minister med klare holdninger.

Så sent som op til Parlamentets septembermøde langede hun ud efter det politiske mummespil om CIA’s bortførelse af EU-medborgere til ulovlige fangelejre.

Navnekampagne

»Europarådet har jo hævdet i sin rapport at det er sket, noget Javier Solana, EU’s udenrigstalsmand kraftfuldt har dementeret, ligesom flere europæiske ministre. Nu har Bush jo selv medgivet at de lejre findes, hvilket giver sagen en interessant drejning,« skrev Malmström i sit nyhedsbrev den 13. september, fire dage inden valget som gjorde hende til minister.

Men mest kendt er Cecilia Malmström nok blevet for kampagnen Oneseat (én plads) som fik samlet godt en million navne til støtte for kravet om at standse Parlamentets flyttecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg.

Det var i den forbindelse, parlamentsformanden Josep Borrell sagde at lande som stod uden for anden verdenskrig mangler den nødvendige forståelse for Parlamentets placering i den fransk-tyske grænseby Strasbourg.

Glad for Servicedirektiv

Hertil svarede Cecilia Malmström at flertallet af underskriverne ikke kommer fra Sverige, og at hun i øvrigt gerne ville vide, hvilke lande som Borrell mener har lidt nok til at deres folkevalgte må give udtryk for deres mening.

Andre mærkesager, som Cecilia Malmström har arbejdet med, er åbenhed, aktindsigt, og ikke mindst et forsvar for den foreslåede, men nedstemte forfatning.

I økonomiske anliggender er hun nærmest klassisk liberal. I den svenske EU-debat har hun været en af de ganske få som har taget det oprindelige forslag til Servicedirektiv i forsvar.

I EU-sager om arbejdsret, velfærdsydelser og nærliggende emner kan den nye regering i Sverige komme til at placere sig til højre for den danske regering.

Diplomati og olie

Det er dog et åbent spørgsmål hvor meget den nye EU-minister vil kunne træde ud af skyggen fra det mest navnkundige regeringsmedlem, forhenværende statsminister Carl Bildt, nu tilbage som udenrigsminister.

Som statsminister 1991-1994 fik Bildt en EU-profil som minder om Uffe Ellemann Jensens i Danmark.

Som først EU-, og derefter FN-udsending, i Jugoslavien og i Bosnien, fik Bildt så udvidet sin meritliste og internationale kontaktnet.

Frem til udnævnelsen sidste uge sad han i en lang række bestyrelser, blandt andet for den amerikanske Rand Corporation, International Institute for Strategic Studies i London, for to tænketanke om EU, og for selskaber kontrollet af den svenske oliemagnat Olof Lundin, Lundin Petroleum med interesser i Sudan, og Vostoknafta med interesser i Rusland.

Når tre havde takket nej

Carl Bildts erfaring og kontakter bidrog til at de fleste svenske kommentatorer afviste at han ikke ville få en ministerpost efter valget.

Man mente at den 16 år yngre partiformand Reinfeldt næppe ville have sin forgænger som en overvågende seniorminister på sit eget hold, ikke mindst fordi Reinfeldt var en af Bildts hårdeste kritikere i et internt partioprør blandt Moderaterna, de svenske konservative, i 1990’erne.

Ifølge flere medier kom Carl Bildt også først på tale efter at samtlige ledere for de tre mindre regeringspartier havde takket nej til at blive udenrigsminister.

Den nye EU-minister Cecilia Malmström siger selv at hun kommer til at tegne den svenske linje på EU’s interne politikområder, og Carl Bildt i sager som vedrører EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Flyttedag for EU-initiativ

Til ny kabinetschef, den højest placerede embedsmand, i det svenske udenrigsministerium, har Carl Bildt valgt ambassadøren Frank Belfrage. Han var chefforhandler ved Sveriges optagelse i EU, og derefter Sveriges første EU-ambassadør.

Den beslutning behøver ikke at have politiske grunde, men kan være et tegn på at vinden har vendt.

I Göran Perssons socialdemokratiske regeringsperiode blev den reelle styring af svensk EU-politik flyttet fra udenrigs- til statsministeriet, ganske på linje med den tilsvarende proces i Danmark.

Med veteranen Carl Bildt som udenrigsminister, og Fredrik Reinfeldt som ny og uerfaren statsminister, er det mindre sikkert hvem som reelt kommer til at tegne EU-linjen, og hvordan.