NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Bogen er skrevet af lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, Marlene Wind, og udmærker sig ved et klart og let forståeligt sprog. Noget man bestemt ikke er forvænt med, når det drejer sig om EU.
Alene titlen antyder, hvor vi har forfatteren i forhold til den lunkne bagatellisering og neddæmpning, som præger de fleste– danske politikeres og mediers omtaler af EU og især forfatningen. En rolle som en forsker som Anne Mette Vestergaard fra DIIS ses i, nemlig som udenrigsministeriets og ja-fløjen-s forbeholdsløse megafon.
Her er Marlene Wind helt sin egen. Det er forfatningskamp vi er i, intet mindre. Og det giver bogen et prisværdigt indblik i.
Hun gennemgår de vidt forskellige tilgange til Charteret for Grundlæggende Rettigheder, som oprindeligt blev udformet og vedtaget som et ikke-juridisk bindende dokument forud for Nice-traktaten i 2000. Siden blev det hele importeret som del 2 af selve EU-forfatningen og gjort juridisk bindende.
Især tyskerne var glade. Landets forfatningsdomstol har i flere domme klargjort at man kun kan afgive suverænitet til EU, hvis man også dér giver borgerne de samme grundlæggende rettigheder, som man finder i den tyske grundlov.
Helt anderledes er det i f.eks. Storbritannien, hvor man lever uden nogen grundlov, og i Danmark, hvor vi lever med en grundlov som mest er en beskrivelse af rammerne, hvori demokratiet udfolder sig.
Med andre ord: Slap af, der er intet nyt i Charteret, og intet indhold, som ikke i forvejen er gældende.
Heroverfor står en amerikansk forsker, som betegner Charteret som »en sovende gigant«. Marlene Wind selv ligger mest på den linie:
»Man må forvente at også Charteret – hvis det engang bliver juridisk bindende i EU-regi – kan komme til at fungere som en form for erstatnings-grundlov for Danmark,« skriver hun med henvisning til at den danske grundlov stort set er blottet for en beskrivelse af menneskerettigheder i moderne form.
»Skal Charteret tages alvorligt og skal det ende med at være juridisk brugbart for den enkelte borger, kan det derfor godt ende med at udvide EU's kompetencer.»
Hvem skal f.eks. afgøre hvad der er »retfærdige og rimelige arbejdsforhold«, »et højt forbrugerbeskyttelsesniveau« eller et »højt miljøbeskyttelsesniveau« ? (hhv. art.II-91, art. II-98 og art. II-97 i Charteret). Svaret er at der ikke vil være andre end EU-domstolen til at give ordene indhold. Det kan ende med hvad som helst, og dermed er vi på vej mod dommerstaten.
Den navnkundige danske statsrets-professor Alf Ross betegnede da også menneskerettigheder som særdeles luftige og som noget, der kunne tages til indtægt for hvad som helst (Ross, 1953).
»Havde man i disse opgørelser medtaget forordninger, der som bekendt er EU-love med direkte virkning over for borgerne i alle medlemsstater, og som udgør 3/4 af al EU-lovgivning, havde billedet set endnu mere markant ud,« skriver Marlene Wind.
Hertil kommer oveni EU-domstolens domme, som har stor og stigende direkte betydning for borgerne.
Disse resultater står i modsætning til den analyse, som den århusianske professor Jørgen Grønnegaard Christensen fremlagde for to år siden. Han nåede frem til at EU's magt var stærkt overdrevet. Men han medtog de danske bekendtgørelser, som udvandede tallene, og så helt bort fra EU-forordninger og EU-domme.
Charteret kan tilsyneladende kun virke som »løftestang«, og er desuden en »gevinst« især for danskere og britere med gammel eller slet ingen grundlov. EU-forfatningen indeholder »landvindinger«, de nye beslutningsformer er »formelle forbedringer«, og der er »langt bedre muligheder« for at inddrage de nationale parlamenter, skriver hun om det opreklamerede fis, som EU-forfatningens afsnit om de nationale parlamenter reelt er. »Desværre« er udenrigs- og sikkerhedspolitikken ikke så udviklet, skriver hun.
Men det skal hun jo have lov at mene. Selv om den forsker, der gad, formentlig vil kunne nå frem til det modsatte – det sete afhænger som bekendt ikke kun af, hvad man ser, men også af, hvilke håb og forventninger, man har.
I Danmark optræder vi stadig som »unionsfornægtere«, der ikke vil erkender at »EU-reguleringen, som den har udviklet sig de seneste 20-30 år, reelt er trængt ind i enhver sprække af det nationale lovgivningsarbejde.»
Wind slutter med håbet om at vi ligesom de amerikanske delstater erkende at der ingen vej er uden om mere unionsdannelse og derfor må sluge EU-forfatningen. Vi slutter med håbet om at nogle gider at lytte til at mange vælgere i Europa ikke vil den vej – og anbefaler varmt bogen til forståelse især af del 2 i EU-forfatningen, mens vi ser bort fra dens ukritiske behandling af andre dele af forfatningen.
Marlene Wind: Den europæiske forfatningskamp. 153 sider, forlaget Thomson, januar 2006, kr. 245