NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Foruden den usikkerhed som opstår når en lovtekst vedtages med 213 accepterede ændringsforslag er der to grunde til at det endelige facit ikke kan skrives endnu:
For det første skal Kommissionen, og senere medlemslandene i Ministerrådet tage stilling til Parlamentets krav inden der er tale om en vedtaget lov.
For det andet så tegner den endelige direktivtekst til at blive meget åben, hvilket vil give Domstolen en afgørende mulighed for at skære igennem med sin fortolkning.
En tilbagevendende usikkerhed i debatten har været forskellen mellem tjenesteydelser af almen interesse (velfærdsydelser som der ikke tjenes penge på), og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (velfærdsydelser som delvist er underlagt markedsbetingelser, og/eller betales med afgifter).
Hvad der er almen og hvad der skal være almen økonomisk interesse skal medlemslandene selv kunne bestemme. Dette skal dog ske i overensstemmelse med fællesskabsretten (artikel 1.3).
Umiddelbart vil en sådan fribillet kunne føre til mindst 25 forskellige definitioner af hvad direktivet i hvert fald ikke kan bruges til.
Men på sigt skal man nok forvente at Domstolen fortolker hvordan dette skal forstås.
Det er i hvert fald hvad direktivets kritikere som JuniBevægelsen og Folkebevægelsen frygter, og omvendt, noget som Venstres EU-parlamentariker Karin Riis-Jørgensen siger at hun ser frem til.
Servicedirektivet skal ikke erstatte det eksisterende udstationeringsdirektiv som siger at udsendte arbejdere fra andre lande skal følge værtslandets lønniveau.
I den vedtagne tekst er tidligere svækkelser af mulighederne for at efterkomme udstationeringsdirektivet fjernet. Det gælder et forbud mod at kræve personlige repræsentanter at forhandle med, og et forbud mod at kræve dokumentation for ansættelsesforhold.
Servicedirektivet indebærer derfor formentlig ikke den forringelse af eksisterende EU-regler, sådan som fagbevægelsen har frygtet.
På den anden side er der heller ikke tale om en afklaring af det centrale arbejdsmarkedsspørgsmål som er blevet sat på spidsen i den svenske Vaxholmssag:
Har svenske – og også danske – kollektive overenskomster den samme retlige stilling som minimumslønninger fastsat ved lov?
Det spørgsmål bliver ikke besvaret her.
Grundlæggende er der et bærende hovedprincip i forslaget, men et princip som er ændret undervejs.
I stedet for det foreslåede oprindelseslandsprincip (slovakiske udbydere skal kunne nøjes med at følge slovakiske regler og lønniveauer i hele EU) er direktivets kerne i artikel 16 nu baseret på princippet om fri udveksling af tjenesteydelser. Det er nærmest en omformulering af traktatens kendte bestemmelse om den frie bevægelighed for varer, personer, kapital og tjenesteydelser. Formuleringen fri udveksling af tjenesteydelser ligger i øvrigt tæt på det snart et år gamle udspil fra Parlamentets hovedrapportør, den tyske socialdemokrat Evelyne Gebhardt.
Hun mente i april 2005 at formuleringen gensidig anerkendelse (en græsk virksomhed som er godkendt i Litauen skal automatisk være godkendt i Danmark) ville kunne fungere som et brugbart kompromis.
Hvor stor den uklarhed er, illustreres af den efterfølgende artikel 17 som regulerer generelle undtagelser fra direktivets hovedregel i artikel 16.
En sådan undtagelse skal gælde for følgende tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse:
På den ene side er der her tale om nogle tjenesteydelser som kan omfattes af direktivet, hvis det enkelte medlemsland vil det.
På den anden skal netop den omtalte vandforsyning, spildevandsrensning og affaldsbehandling ikke omfattes af direktivets hovedprincip i artikel 16.
Men hvad skal de tre typer af tjenesteydelser så?
En mulig fortolkning er at hvis man i et medlemsland beslutter sig for at vand– og affaldshåndtering skal udbydes i licitation så skal virksomheder i alle EU-lande kunne byde ind på de opgaver, men uden direkte at kunne henvise til Servicedirektivets hovedprincip, når det kommer til selve udførelsen af opgaverne.