ARTIKLER


Protest mod euro-bankens byggeri

Den planlagte bygning for Den Europæiske Centralbank vil have ødelæggende virkning på en bygning af den anerkendte tyske arkitekt Martin Elsaesser
Af Sven Skovmand
15. december 2006

Frankfurt var i gamle dage en af de smukkeste byer i Tyskland. Men englændernes bombardementer og den efterfølgende ødelæggelse af mange af de huse, som bomberne havde skånet, satte deres præg på byen, som kun har få værdifulde huse tilbage.

Derfor har det vakt protester at EU vil anbringe Den Europæiske Centralbanks nye bygning i det område, der indtil for få år siden husede byens marked for frugt og grønsager, oplyser Financial Times 25.11.2006.

Markedet, der er 220 meter langt og 24 meter højt, er nemlig bygget i 1920íerne af en af Tysklands fineste arkitekter, Martin Elsaesser, og det vil blive helt forstyrret af den påtænkte bankbygning, der vil tårne sig et par hundrede meter op over Elsaessers bygning.

Det planlagte bankcenter forventes at koste knap 4 milliarder kroner.