NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Siden strafferetsdommen i september har der i Danmark fra mange sider været skarp kritik af EU-domstolens rolle. Strafferetsdommen overførte som noget nyt kompetence til EU til at straffe, og fik blandt andet radikale og socialdemokrater til at tale om at »rulle EU tilbage« og »ændre EU-institutionernes rolle« (se NOTAT 30.9.2005 og 28.10.2005).
Som opfølgning arrangerede Folketingets Europaudvalg onsdag den 15. marts en offentlig høring om EU-domstolens rolle. Men lige så lidt som de spørgende politikere fra Folketingets partier var enige, lige så lidt var de fire indkaldte eksperter enige om domstolens rolle.
»Man har som advokat højst 30 minutter – oftest højst 15 – til at forklare hvorfor man bør vinde sagen. Det er ikke ret lang tid. Til gengæld er det legitimt at argumentere hvorfor gældende ret bør være anderledes. Det ville vi aldrig slippe godt fra i Danmark, hvor der er en stor interesse for, hvad lovgiverne har ment.«
Klar i sin kritik var professor i EU-ret ved Københavns Universitet, Hjalte Rasmussen, som allerede i 1986 fik sin dr.jur. titel på en afhandling om domstols-aktivisme (se også artikel på side 7).
En kritik som blev fulgt op af Dansk Folkepartis EU-ordfører Morten Messerschmidt:
»Domstolen ønsker at udvikle Europa til et sted, hvor befolkningerne har tilkendegivet de ikke vil hen. Man er tordnende ligeglad med hvad medlemsstaterne mener, men føler bare at man må gå videre i integrationsprocessen.«
Enhedslistens EU-ordfører Rune Lund anklagede domstolen for »en mildt sagt flabet måde at træffe beslutninger på« og henviste til strafferetsdommen: »Jeg er aldrig stødt på en eneste som hidtil har ment at strafferet var en del af EU. Dermed blev artikel 271 i den forkastede EU-forfatning alligevel vedtaget.«
Også Justitsministeriets Nina Holst-Christensen »var meget overrasket over dommen. Fordi jeg havde lært siden jeg startede i 1986 at det ikke var muligt inden for EF-traktatens rammer at der kunne afgives domme vedr. strafferet.«
»Vi må leve med uforudsigeligheden, den der kan fortælle mig, hvordan den skal afskaffes, får en stor præmie,« svarede Claus Gulman, dansk dommer ved EU-domstolen 1994-2006. som kom til at fungere som dagens forsvarer for EU-domstolen:
»Aktivismen er ikke særlig ny, og ikke særlig urimelig, og vi har vidst det hele tiden. Spørgsmål om hvorvidt domstolen er gået for vidt, afhænger jo meget af, hvorvidt man er enig i dommen,« sagde Gulman.
»Jeg er klar over at man gerne vil stække magten. Men først må man spørge: Er det overhovet i Danmarks interesse at stække magten? Hvis svaret er ja, må jeg sige: Så får I en forbandet svær opgave, for i de fleste medlemslande anser man EF-domstolen for udmærket.«
»Er det måske i virkeligheden fordi EF-domstolen opfatter det som bedre at der reguleres på fællesskabsniveau?,« spurgte Biering.
»EF-domstolen opfatter det ikke som sin opgave at varetage medlemslandenes interesser. Det er ikke holdbart, hvis medlemslandenes tillid skal bevares i længden,« svarede Biering selv.
Claus Gulman registrerede blot:
»Subsidiariet er sjældent påberåbt. Det spiller en meget lille rolle i vores arbejde. Det er under 10 sager i min tid.«
Socialdemokraternes Sven Auken: »Skulle man indføre en attaché ved domstolen som fulgte alle de politisk principielle sager, og evt. sørgede for at stater gik ind i de sager?«
Hjalte Rasmussen: »Skulle han bo i Luxembourg og gå rundt som sådan en slags femte kolonne? - det ville jeg ikke bruge min fritid på?«.
Gulman: »Den pågældende ville kede sig ganske gevaldigt. Det er ganske få sager som er spændende, medmindre man brænder for fortolkninger af momsdirektiverne.«
Venstres Charlotte Antonsen mente at man skulle sende flere jurister og jurastuderende på dannelsesrejser.
»Vi er nok det land som har mindst brug for dannelsesrejser, vi sender masser af studerende ud,« svarede Hjalte Rasmussen.
SF’s EU-ordfører Anne Grethe Holmsgaard mente at EU-forfatningens forord om »en social markedsøkonomi« ville få betydning for dommene, og ville have afklaret om ikke netop EU-forfatningen vil påvirke EU-domstolen til at være mindre aktivistisk?
»Nej, jeg tror ikke den (EU-forfatningen, red.) ville have begrænset EF-domstolens aktivisme. Det ville være at stikke folk blår i øjnene. Den er hverken et positivt eller et negativt bidrag i den henseende.«
Advokat Peter Biering mente at »man skal ikke underkende ordet ’forfatning’. Det vil spille en rolle at medlemsstaterne har markeret den vej, man skal bevæge sig ind på.«
Også jura-professor Hjalte Rasmussen afviste at der var nogen hjælp at hente i EU-forfatningen, tværtimod:
»Hvis man slipper især forfatningens del II, charteret om grundlæggende rettigheder løs i Luxembourg, så vil vi se aktivisme,« sagde Hjalte Rasmussen og pegede på abortspørgsmål som noget der lynhurtigt kan blive afgjort ved EU-domstolen.
»Hjalte, du fremmaner et spøgelse, som ikke eksisterer,« indvendte Nina Holst-Christenen. »Dem der forhandlede teksten – helt tilbage ved konventet om Charteret i 1999 – var opmærksom på det med abort. Det fremgår udtrykkeligt at Charteret kun finder anvendelse i de situationer, hvor medlemslandene gennemfører EU-bestemmelserne,« sagde hun.
Den købte Hjalte Rasmussen dog ikke:
»Konflikten var lige ved at bryde ud i sagen om irske studerende der gik rundt med sandwiches med navne og adresser på engelske abortklinikker, og blev dømt som stridende mod den strenge irske abortlovgivning. Domstolen undlod at gribe ind, men alene med henvisning til at der ikke var penge involveret mellem abortklinikkerne og de studerende. Havde der været det, så havde det været en sag om fri bevægelighed, og så kunne det være gået alle veje i Luxembourg,« påpegede Hjalte Rasmussen.