ARTIKLER


Sven Skovmand runder 70

EU-modstanderen Sven Skovmand fylder 70 i dag, den 29. september 2006. Jens-Peter Bonde skriver om hans indsats for EU-modstanden og for Notat.
Af Jens-Peter Bonde
28. september 2006

Forfatteren Sven Skovmand runder 70 år den 29. september. Sven har skrevet i NOTAT fra første nummer, Uden hans indsats var Notat gået ned for længst, for det er ikke let at producere aviser mod strømmen.

Sven var med til at starte mange andre aktiviteter, som kunne give overskud til fordel for vores altid underskudsgivende hjertebarn. Sven har selv skrevet meget i avisen, uden honorar. Sven sidder i Notat-fondens bestyrelser og skriver alle referater, ulønnet.

Så vi menige Notat-læsere har meget at takke denne kæmpe for. Fysisk er Sven ikke længere en kæmpe. Han har smidt en lang række kilo og er nu en slank ung mand, som da jeg lærte ham at kende i Det Radikale Venstre i 60’erne. Sven blev valgt til folketinget i 1968 og var en af de fire radikale folketingsmedlemmer, som stemte nej til EF-medlemskab.

Sven blev leder af EU-modstandernes Pressetjeneste, ovenover Laurids Betjent, skråt over for Folketinget. Jeg var hans ulønnede studentermedhjælper. Vi skrev hver dag til avisernes papirkurve, for i september 1972 var der censur i Danmark.

Vi holdt til i tilknytning til Morten Jersilds reklamebureau. Her mødtes inderkredsen i Folkebevægelsen til strategimøde hver dag kl. 17.00 i dagene før folkeafstemningen. En dag fik vi et mediemæssigt gennembrud med annoncen: VI ANKLAGER.

Statsminister Hilmar Baunsgaard gik på folketingets talerstol og anklagede sin partifælle, så det lignede en trussel om eksklusion. Sven blev lynekviperet med moderne tweedjakke, så han kunne ligne en statsmand i vort fælles husmandsparti. Det skete i al hast med bistand fra den modesikre Peter Hiort, som siden hen gentog øvelsen med Henning Christophersen, inden EU-forfatningen bragte Peter tilbage til den kritiske lejr.

Således pyntet og forberedt gik Sven på talerstolen og fastholdt annoncens anklager, mens andre, der havde deltaget i det forberedende møde, tav.

Sven viste mod, da det gjaldt. Om annoncen var klog taktik er en anden sag, men den var besluttet, og Sven udførte sin del af opgaven, loyalt.

Vi blev kolleger i det første direkte valgte EU-parlament fra 1979. Sven ville ikke genopstille i 1984, fordi han foretrak det friere liv som forfatter. Han har skrevet et utal af bøger og får meget rimeligt en årsløn i bibliotekspenge. Det er årsagen til at han kan virke ulønnet for Notat.

I 1992 blev Sven i Folkebevægelsen, da nogle af os startede JuniBevægelsen. Sven tror fortsat fuldt og fast på at Danmark kan komme ud af EU. Han har netop fremført regnestykker for, hvor meget vi kan tjene på udmeldelse.

Sven brænder stadig for den danske EU-modstand. Det aftvinger respekt – og et tillykke med fødselsdagen.

Jens-Peter Bonde