NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Den lidet flatterende nominering kommer fra Morten Emil Hansen, som til daglig arbejder som politisk rådgiver i u-landsorganisationen Ibis – og der er muligvis noget om snakken.
Når det kommer til told, som er en af de mest åbenlyse måder at holde andre landes produkter ude på, så står EU i hvert fald ikke tilbage for hverken USA eller Japan. Ifølge John Nordbo fra 92-gruppen, som er en koalition af organisationer, der arbejder for bæredygtig udvikling, så vurderer eksperter, at en toldsats på 12 procent er en betydelig handelsmæssig barriere. Med gennemsnitlige toldsatser på 13,2 procent på råvarer (se boks), gør EU altså livet surt for udenlandske producenter.
I WTO forhandles for tiden om yderligere reduktion af toldsatserne for industrivarer, men også om reduktion af tolden på landbrugsvarer. EU er selvsagt mest interesseret i at få tolden på industrivarer yderligere ned, for EU er konkurrencedygtig i industrivarer. EU vil også gerne reducere toldsatserne på landbrugsvarer, men sikrer sig altid muligheden for at beskytte afgrøder, hvor EU risikerer at tabe i konkurrencen. Andre lande går anderledes til værks på landbrugsområdet, særligt Australien, New Zealand og Argentina, mens USA har foreslået en maksimal toldsats på otte procent i 2010, og en fuldstændig afskaffelse i 2015.
Interessant nok er det skridt også for stor en mundfuld for en del u-lande, selvom de godt kan se muligheder i deres billige arbejdskraft, som burde gøre det nemt at afsætte varer på eksempelvis de europæiske markeder, hvis tolden nedsættes yderligere. Men de fleste u-lande er også bekymrede for konsekvenserne af at skulle nedsætte deres egne toldmure, fordi deres egne industrier vil have vanskeligt ved at klare konkurrencen fra de mere erfarne, mere effektive og måske også mere kvalitetsbevidste industrier i i-landene. Mange u-landes landbrug vil heller ikke kunne klare sig på verdensmarkedet, eller for den sags skyld på deres eget hjemmemarked, hvis deres toldbarrierer fjernes før de rige landes dumping af landbrugsvarer afskaffes (se side 6-7).
I et forsøg på at imødekomme både USA og de mest ihærdige u-lande, har EU barslet med et tilbud om at nedsætte tolden på landbrugsvarer. »Et fantastisk tilbud,« som John Nordbo med en vis sarkasme i stemmen beskriver det. Tilbuddet består ifølge Nordbo i, at man beskærer de højeste toldsatser mest, og indfører en maksimal told på 100 procent. Ifølge EU vil det føre til en gennemsnitlig reduktion på 46 procent, men der er en del uenighed om regnemetoden, som reelt giver mulighed for fortsat at have høj told på mange produkter. Ligeledes vil man ifølge forslaget kunne fritage otte procent såkaldt »følsomme produkter«, hvilket i EU's tilfælde vil betyde omkring 150 landbrugsvarer.
»Reelt vil EU kunne undtage alle de høje toldsatser,« vurderer John Nordbo.
Ministererklæringen indeholder nemlig et løfte om, at 49 LDC-lande – de mindst udviklede lande, Least Developed Countries – i 2008 vil få told- og kvotefri adgang til de rige landes markeder. Den fri markedsadgang vil imidlertid ifølge 92-Gruppen ikke være fri. De rige lande vil på ubegrænset tid kunne undtage tre procent af alle toldlinier, svarende til omkring 300 forskellige produkttyper. Og det er ifølge 92-Gruppen »mere end rigeligt til at kunne undtage de produkter, hvor mindst udviklede lande er konkurrencedygtige.«
EU giver allerede i dag de mindst udviklede lande told- og kvotefri markedsadgang for alle andre produkter end sukker, som netop et af de få produkter, som en række u-lande har gode muligheder for at producere til konkurrencedygtige priser. USA har allerede advaret om, at de vil have problemer med at åbne for import af sukker og tekstiler, mens Japan vil få problemer med nedsatte toldsatser på ris (se box).
De 49 mindst udviklede lande repræsenterer 11 procent af verdens befolkning, men står for kun 0,6 procent af verdens samlede handel. I 1950 stod de for tre procent.
Tro endelig ikke at toldmure er EU's eneste våben til at holde udenlandske producenter ude og sikre hjemmemarkedet. I takt med at toldsatserne falder, er der nemlig vokset en hel underskov af såkaldt tekniske handelshindringer op. Toldvoter, standarder og tekniske forskrifter for blot at nævne nogle stykker.
Denne type handelshindringer opdeles traditionelt i de som har teknisk karakter (eksempelvis standarder og miljøkrav) og i de som bunder i sanitære eller sundhedsmæssige argumenter (eksempelvis sprøjtemidler og vækstfremmere).
I princippet er det naturligvis en ædel hensigt at man vil sikre sine borgere ordentlige og sunde produkter, men erfaringerne viser at det er særdeles vanskeligt at sikre sig at der rent faktisk er tale om berettiget hensyn til eksempelvis sundhed, og ikke om en camoufleret handelshindring.
Og her fanges de ellers så u-landsvenlige, ikke-statslige organisationer på det forkerte ben, for hvad skal man nu vægte højest? Hensynet til u-landene eller hensynet til EU-borgerne?
»Vi skal have mekanismer på plads som sikrer at når vi siger det handler om sundhed, så handler det også om sundhed. Der skal være bevis for at der er grund til en handelshindring, men vi skal også holde fast i forsigtighedsprincippet. Det må vi ikke give køb på,« siger Kenneth Haar fra ATTAC.
Hvordan det rent praktisk skal kunne sikres, er imidlertid et åbent spørgsmål, fordi det blandt andet er et krav at hindringer er begrundet i reelle videnskabelige argumenter. Og det var netop på det punkt at EU kom til kort i den såkaldte hormonsag i WTO, som EU i 1998 tabte til USA. EU havde forbudt import af hormonbehandlet amerikansk kød – men det måtte vi altså ikke).