Tyskland dropper også EU-forfatningen

Tyskerne vil på et tidspunkt erklære EU-forfatningen for død. Det må bare ikke siges endnu, mener en af Tysklands førende EU-eksperter.
Af Andreas Maurer
1. juni 2006

Dr. Andreas Maurer er en af Tysklands førende eksperter i EU, dets institutioner og de institutionelle effekter af EU's lovgivningsproces. Han leder forskningen i EU-integration ved Berlins udgave af det danske DIIS (Institut for internationale Studier) Maurer er forfatter til en lang række videnskabelige artikler og har fungeret som rådgiver for den tyske regering og forbundsdag. Var i 2002-2004 rådgiver i det europæiske konvent, som skabte EU;-forfatningen.

---

»Personligt er jeg imod forfatningen – selv om jeg kæmper meget for den,« siger Andreas Maurer, til NOTAT. Maurer har igennem to år deltaget som rådgiver i udarbejdelsen af EU-forfatningen. I dag – efter to gange nej til den og midt i tænkepausen – forsker han i, hvad der gik galt, og hvad man nu kan gøre.

»Da vi gik ind i arbejdet var den amerikanske forfatning et forbillede. Men vi må indse at det bare ikke er en mulighed i Europa at et flertal dikterer over for to-tre små lande. Der er en basis af nationalstater, og så må ting tage den tid, det tager. Jeg er meget kritisk over for den franske elites reaktion. De skulle have sagt: Vi har stemt nej, altså er forfatningen nedstemt. Jeg mener at selv hvis lille Luxembourg havde stemt nej, skulle det have været respekteret som et veto.«

Langt liv for Nice

»Jeg tror at vi nu vil se Nice-traktaten leve meget længe, meget længere end Maastricht-traktaten. Og så kan man genforhandle Nice-traktaten.

Fundamentalt set virker Nice-traktaten faktisk – de fleste praktiske tiltag, som gennemføres for at få tingene til at fungere bedre, kan gennemføres alligevel. Der behøves ikke nogen ny traktat.

Det er endda muligt at få en fælles udenrigsminister vil jeg personligt mene, selv om jurister i første omgang afviser det. Aftaler imellem institutionerne kan agere sammen om den fælles udenrigsminister. Der er dog grænser, f.eks. udenrigsministerens placering og indflydelse.

Hvad udvidelsen af flertalsafgørelser angår, ja så kan man bruge artikel 29 og 42 om politisamarbejde og artikel 147 om soldater.

En fast formand og afskaffelse af det roterende formandskab er derimod traktatændringsstof,« siger Maurer.

Hvad skal vi gøre?

»De lande, som allerede har ratificeret, spekulerer på at tilsætte forfatningen noget, som kan gøre den acceptabel. Men hvad skulle det nytte at den tyske kansler Angela Merkel skriver en social erklæring som bidrag til franskmændenes forståelse? Problemet er i Frankrig, og det er den franske politiske elite som må forstå og drage konsekvenserne.

Den officielle holdning i Tyskland er at man er imod at bruge gummiparagrafferne – fordi man derved samtidig begraver EU-forfatningen. Men det er modsætningsfyldt.

Tyskland fører an for syv medlemslande i Prüm eller Schengen III, som vi også kalder det. Prüm-aftalen vil træde i kraft i slutningen af året. Der er ingen EU-kommission eller EU-parlament, eller nationale parlamenter eller folkeafstemninger involveret. Tyskerne laver reelt »kirsebær-plukning« med Prüm-aftalen.

Tyskland kan sige at de er imod passarellerne, men kan så ikke forklare hvorfor de går foran med Prüm-aftalerne.

Det vil blive mere og mere åbenbart at den tyske regering faktisk opgiver forfatningen – alt sammen uden nogen form for offentlig bevågenhed,« mener Andreas Maurer.

»Der er reelt tre grunde til at tyskerne gik ind for EU-forfatningen:

1. Det var en tysk idé, ikke i regeringen, men i parlamentet, og i parlamentet især De Grønne med tidligere udenrigsminister Joschka Fischer i spidsen

2. Tyskerne griner stadig af EU-parlamentet, fordi det ikke er et rigtigt parlament. Her giver forfatningen parlamentet langt mere magt.

3. Charteret med et fælles sæt grundrettigheder.

Det uvigtige

Faktisk deler vi langt mere holdning med de små lande i mange sager. For eksempel at det ikke giver mening at have en national udenrigspolitik – en tysk Indien-politik eller en tysk Kina-politik. Den holdning deler vi til gengæld ikke med Frankrig eller Storbritannien, der stadig tror at man kan have en udenrigspolitik baseret på nationale interesser,« siger Andreas Maurer.

Men hvad er så virkelig vigtigt i EU-forfatningen? Hvad vil tyskerne absolut have? spørger NOTAT, og Andreas Maurer overrasker med sine svar:

Charteret? Nej, egentlig ikke. Det er en idé fra De Grønne, som den tidligere kansler endte med at måtte køre med på.

Mere magt i magtfordelingen? EU-forfatningen giver i modsætning til Nice-traktaten det genforenede store Tyskland en større magt i forhold til de andre store lande i EU.

Nej, svarer Maurer. »Det dobbelte flertal – altså at befolkningstallet skal tælle så meget – er egentlig heller ikke vigtigt. Tyskerne kan godt se at det vil give dem og Tyrkiet uforholdsmæssigt stor magt, hvis forfatningen gennemføres og alle forhandlende ansøgerlande optages. Dertil kommer at den politiske elite i Frankrig nu har fundet ud at man egentlig er imod det dobbelte flertal, som kom ind i EU-forfatningen.«

»Det virkelig vigtige er faktisk EU-parlamentet.«

Et rigtigt parlament

»Det virkeligt vigtige er den fælles beslutningsprocedure med EU-parlamentet. Dels fordi systemet så vil ligne det føderale system, tyskerne kender fra deres eget land. Men også fordi tænkningen i Berlin går ud på at EU-parlamentet er en nødvendig medspiller i at få brudt med det utidssvarende budget, hvor hver anden krone fortsat skal gå til at støtte bønderne. Dét er åbenlyst at dér kan Tyskland ikke klare Frankrig i ministerrådet, og derfor er forfatningens reviderede budgetprocedure og EU-parlamentets øgede indflydelse vigtige for Tyskland,« siger Andreas Maurer.

»Den næste store mulighed for revisioner er den næste udvidelse – ikke med Bulgarien og Rumænien – men Kroatien. Vi har i Tyskland en stor diskussion om Unionens udvidelser, Tyrkiet, Ukraine, Moldova etc. Vi skal have traktatændringer, som gør at disse udvidelser ikke er noget problem. Det vil blive den næste store konflikt.«

»Jeg mener at vi i virkeligheden skal tilbage til at tale om EF – om et fællesskab, og ikke en Union. Kernelande som vil gå videre, gør det alligevel, se bare Prüm-aftalen. Man behøver hverken Kommission, Parlament eller en Domstol.«

se mere på www.swp-berlin.org