ARTIKLER


Udvandring truer Østeuropas velfærd

Letland har på to år mistet 60.000 gennem udvandring. Det ville svare til, om 70.000 danskere forlod Danmark hvert år. Og også andre østlande får truet deres velfærd af udvandring.
Af Sven Skovmand
17. august 2006

Ifølge magasinet Newsweek 24.7.2006 er hele 60.000 letter udvandret til EU-lande – især England og Irland – inden for de sidste to år.

Overført på danske forhold ville det svare til hvis 70.000 danskere forlod landet hvert år.

For Letland er udvandringen noget af en katastrofe. Det er nemlig især læger, lærere, computer-programmører og andre højt uddannede folk der rejser. Mange frygter at landets udvikling vil gå i stå.

Men problemet findes ikke kun i Letland. Polen har for eksempel mistet 10 procent af sine læger, og alene i England menes der at leve en halv million polakker.

Polen har en arbejdsløshed på 17 procent, men den bliver ikke mindre på grund af udvandringen. De folk som udvandrer, er nemlig næsten alle folk der har arbejde i forvejen.

I Ungarn frygter man ifølge Newsweek at 60 procent af de nyuddannede ungarske læger vil forlade landet i de kommende år. En ungarsk læge tjener nemlig ikke mere end cirka 3.500 kroner om måneden, og landet har ikke råd til at sætte lønnen i vejret.

De udvandredes plads kan måske blive fyldt af indvandrere fra Ukraine og Rusland, hvor lønningerne er endnu lavere end i de nye EU-lande. Men den løsning kan man ikke lide i lande som Estland og Letland, hvor man i forvejen har problemer med store russiske mindretal.