ARTIKLER


Vil harmonisere flysikkerhed

Som følge af de planlagte terroraktioner mod engelske fly, der skal til USA, kræver den engelske regering fælles europæiske regler for flysikkerhed
Af Sven Skovmand
1. september 2006

Efter afsløringen af planerne om at sprænge fly mellem England og USA i luften har den engelske regering lagt pres på EU for at få fælles regler for, hvordan man skal sikre flyene i fremtiden.

Englænderne ønsker at der skal være fælles skærpede begrænsninger med hensyn til håndbagage, en øget overvågning af passagererne og en indsats for at forbedre teknikken med hensyn til at opdage sprængstoffer.

De nuværende apparater er ikke i stand til at skelne mellem ufarlige væsker og væsker, der kan bruges til at fremkalde eksplosioner.

De engelske bestræbelser støttes af EU's kommissær for sikkerhed, Franco Frattini. Han ønsker at man videregiver de samme oplysninger om passagererne på ruter i Europa, som man i dag giver om passagerer, der rejser til USA.