ARTIKLER


Advarsel mod nye EU-lån

De af EU krævede nye obligationer rummer en så stor risiko at de vil blive dyre for låntagerne, siger ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Af Sven Skovmand
27. januar 2007

Som tidligere omtalt indfører Danmark om kort tid efter et krav fra EU en særlig type obligationer, som også bankerne kan få lov til at udstede.

Obligationerne adskiller sig på to måder fra traditionelle obligationer.

Hvor de nuværende obligationer højst må have 30 års løbetid og højst 10 års frihed for afdrag, kan de nye obligationer have ubegrænset løbetid og ubegrænset frihed for afdrag.

Til gengæld må lånene aldrig overstige 80 procent af en ejendoms værdi. Hvis prisen af en eller anden grund falder, skal låntageren dække forskellen.

Af denne grund taler man om »særligt dækkede obligationer«, SDO’ere.

Pensionskassernes frygt

Mange frygter at huskøbere vil lade sig friste af de nye låns øjeblikkelige fordele til at optage større lån end de i virkeligheden har råd til. Og falder prisen på husene, risikerer de at knække halsen, fordi de skal skaffe nogle penge, som de ikke regnede med da huset blev købt.

Denne situation vil naturligvis koste penge for dem der låner pengene ud, og det bekymrer blandt andet ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, skriver Børsen 18.1.2007.

Direktør Jeppe Christensen fra LD siger direkte at »man som obligationsejer skal tænke sig godt om, når der skal ændres på noget som har fungeret godt i mange år.« Han mener at den særlige risiko ved de nye obligationer vil betyde at prisen på dem falder, og at renten dermed bliver højere.

Boligkøberne vil altså nok få lavere udgifter til afdrag, men må betale med en højere rente – dels fordi lånene får længere varighed, dels fordi den afdragsfri periode kan vare længere end de 10 år, der gælder i dag.

»For godt til at være sandt«

Avisen Børsen nærer også betænkelighed ved de nye obligationer, fordi de kan have evig løbetid og ingen afdragspligt. »Det lyder næsten for godt til at være sandt. Det er det også«, siger bladet i en leder den 19.1.2007 og tilføjer:

»SDO’erne giver investorerne en større risiko for tab end de traditionelle realkreditobligationer, og det er derfor ikke overraskende at de, som ATP og LD, vil kræve sig betalt med et risikotillæg, som for låntager er ensbetydende med en lavere obligationskurs og en højere rente...«