ARTIKLER


Afrikas marginalisering i verdenshandelen

Nogle lande klarer sig meget bedre end andre. Men den elendige infrastruktur er en akilleshæl
Af Erling Böttcher og Åge Skovrind
21. september 2007

Afrikas evne til at udnytte sine handelsmuligheder har i årevis været diskuteret blandt økonomiske eksperter. De nøgne tal fortæller at kontinentets andel af verdens samlede eksport er faldet markant, fra omkring 5,5 procent i 1975 til 2,5 procent i 2002. Umidelbart fortæller dette fald at Afrika er blevet marginaliseret yderligere i verdenshandelen. Men er denne udvikling en overraskelse, eller er det simpelthen hvad man kunne forvente i forhold til befolkningens købekraft, transportomkostningerne og en masse andre velkendte faktorer? Forskerne er uenige om dette.

Det Internationale Institut for Fødevarepolitiske Studier i Washington (IFPRI) har lavet en analyse, hvor man bruger en ny og mere raffineret database. Data er desuden så friske, at de tager højde for virkningerne af de seneste handelsaftaler mellem Afrika og hhv. USA og EU. Konklusionen er at Afrika har en relativ god adgang til at sælge sine varer på verdensmarkedet, kun overgået af Europa, og altså bedre end Nord- og Sydamerika, Asien og Stillehavsregionen.

Men samtidig er forskellene meget store fra land til land. Lande med høj specialisering inden for f.eks. kød, mælk, sukker og bestemte afgrøder bliver straffet fordi disse produkter typisk er beskyttet i andre lande. Det rammer lande som Benin, Malawi, Mauritius, Swaziland og Togo. Omvendt fremhæves tre lande med næsten fri markedsadgang pga. deres vigtigste eksportvarer: Botswana (diamanter, kobber, nikkel), Nigeria (olie), og Zambia (kobber).

Når der er sket en markant marginalisering af Afrika på handelsområdet skyldes det ifølge forfatterne især en dårlig infrastruktur. Konklusionen er derfor at bedre markedsadgang nok vil fremme eksporten i flere lande. Men at en forbedring af niveauet og kvaliteten af den afrikanske infrastruktur er helt afgørende.

Saswati Bora, Antoine BouÎt og Devesh Roy: »The Marginalization of Africa in World Trade«, juli 2007. Rapporten kan downloades på http://IFPRI.org