ARTIKLER


Den magtfulde kommission

En redegørelse for, hvordan Kommissionen og Ministerrådet og andre af EU's institutioner arbejder
Af Erling Böttcher
30. marts 2007

I Danmark er det Folketinget eller regeringen, som kommer med forslag til nye love. Det må de ikke i EU - hverken de folkevalgte i parlamentet eller medlemslandenes ministre. Retten til at foreslå nye love – den såkaldte initiativ-ret – tilkommer alene EU-kommissionen. Den består af én kommissær fra hvert af de 27 medlemslande. Kommissærerne er ofte tidligere politikere, men i Kommissionen er de embedsmænd.

De vigtigste lovforslag fra Kommissionen skal Ministerrådet efterfølgende diskutere og vedtage. Men på en række områder har Kommissionen ret til at træffe endelige afgørelser uden at blande politikerne ind i det.

Kommissærerne har altså en kolossal magt, der ikke findes tilsvarende noget andet sted i verden.

Kan idømme bøder

Udover at forberede forslag til nye regler og ændringer af gamle, skal Kommissionen også kontrollere, at virksomheder og medlemslande overholder EU's regler. Og finder den uregelmæssigheder, kan den idømme bøder. For eksempel har A. P. Møller fem gange fået en bøde for at overtræde EU's konkurrenceregler.

Kommissionens mange forskellige opgaver kræver en stor administration. Alene forberedelsen af de nye initiativer foregår i cirka 3.000 komitéer og arbejdsgrupper, og dem har offentligheden ikke indsigt i. EU-kommissionen opgør selv, at den har 25.000 embedsmænd i sit brød. Men en undersøgelse, foretaget af den britiske tænketank Open Europe viser, at det snarere drejer sig om 54.000. Cirka 40.000 er ifølge Open Europe ansat i selve Kommissionen, mens 12.000 arbejder i forskellige afdelinger som for eksempel EU's miljøagentur i København.

Indtil de seneste udvidelser havde de store medlemslande hver to kommissærer, mens de små havde én. I dag har hvert land én kommissær, men i Nice-traktaten fra 2001 blev der åbnet mulighed for at gøre Kommissionen mindre, så nogle lande i perioder ikke vil have sin egen kommissær.

Ministerrådet er lovgivende – men 85 procent af beslutningerne tages af embedsmænd.

EU's lovgivende organ hedder Ministerrådet. Uge efter uge mødes ministre fra de 27 medlemslande i Bruxelles for at behandle Kommissionens forslag til ny lovgivning i EU. Ministerrådet har ikke den samme sammensætning fra møde til møde. Fiskeriministrene mødes, hvis emnet er fiskeri, miljøministrene hvis det er om miljø osv. De enkelte ministre beskæftiger sig altså med deres egne områder, mens udenrigsministrene tager sig af de overordnede emner.

Hvis en minister er forhindret i at møde op i Bruxelles, deltager hans eller hendes top-embedsmand i stedet.

Før en dansk minister nikker ja eller nej til forslag på Danmarks vegne, skal han eller hun være sikker på at have opbakning derhjemme fra et flertal i Folketinget. Det sikrer ministeren ved på forhånd at sikre sig godskendelse fra Folketingets Europaudvalg, der er sammensat på en måde, så de partier, der har flertal i Folketinget, også har det i udvalget.

Reelt er det kun et fåtal af EU-lovene, som når frem til Ministerrådets bord. Der kommer simpelt hen så mange, at det ikke kan lade sig gøre for ministrene at komme igennem dem alle. I praksis forholder de sig kun til større sager, som embedsfolkene længere nede i systemet ikke har kunnet blive enige om.

Omkring 85 procent af beslutningerne i Ministerrådet tages af embedsmænd i forskellige komitéer. Det er hemmeligt, hvem der sidder i disse komitéer, og hvordan de arbejder. u

1.000 milliarder i omløb

EU fordeler hvert år over 100 milliarder euro – altså tæt på 1.000 milliarder danske kroner. Pengene kommer fra medlemslandene, som betaler et »kontingent« for at være med i EU.

Selv om bidraget til EU er småpenge, sammenlignet med hvad de enkelte lande bruger i deres egne lande, så er EU's eget budget også vokset betragteligt. Budgettet svarer cirka til én procent af den samlede bruttonationalindkomst i EU-landene.

Næsten halvdelen af pengene bliver brugt til landbrugsstøtte. Den anden store udgift er de såkaldte strukturfonde, dvs. støtte til udvikling af fattige områder i Europa.

Omkostninger til administration, herunder lønninger og oversættelse udgør lidt over fem procent af budgettet.

Embedsmænd kan bestemme

Når EU's Parlament har vedtaget ændringsforslag til et direktiv eller lignende, sker det ofte, at et medlem af Kommissionen rejser sig og meddeler, hvilke ændringer kommissærerne – som er embedsmænd – vil gå med til og hvilke, de ikke kan acceptere.

Den slags vil aldrig kunne foregå i et almindeligt parlament som for eksempel Folketinget. Her kan en embedsmand fra et ministerium ikke tage ordet i folketingssalen og erklære, at ministeriet ikke vil godtage lovændringer, som Folketinget netop har besluttet.

Europaudvalget

Folketingets Europaudvalg mødes én gang om ugen året rundt – bortset fra i august. Forud for møderne har udvalgsmedlemmerne modtaget notater om de sager, der skal diskuteres. Men selve de oplæg, som ministrene vil rejse til Bruxelles med, får de først på mødet. Og kun mundtligt. Elisabeth Arnold (R) er for tiden formand for Europaudvalget.

Topmøde i Det Europæiske Råd

EU's 27 statsministre mødes normalt til møde i Det Europæiske Råd fire-fem gange om året. Møderne kaldes i daglig tale »top-møder«. Jo flere gange ministrene mødes, desto mere indflydelse får de, når der skal tages nye beslutninger, for eksempel om udvidelse af unionen eller nye traktater. Statsministrene kan også mødes ved særlige lejligheder. Det gjorde de for eksempel efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001.