ARTIKLER


Den uhyggelige totale Union

Året er 2022, Unionen har fået magten over de svækkede nationalstater og må bruge mange kræfter på at holde øje med oprørske kræfter som modarbejder den.
Af Erling Böttcher
11. februar 2007

Lad det være sagt med det samme: »Europolis 2022« er en kriminalroman sådan som den skal skæres. Man kommer dybere og dybere ind i hovedpersonernes historie og bevæggrunde, bliver viklet ind i diverse intriger, det ender med lig på bordet, og man bliver overrasket over det raffinerede plot. Men da kriminalromaner ikke normalt præger dette blads spalter, er der andre grunde til at kaste sig over denne roman; kulissen er nemlig Den europæiske Union i Bruxelles.

Vores hovedperson er oversætter i EU-systemet, og lever et bekvemt liv med overordnet og vellønnet stilling, hustru, børn og elskerinde. Men han begynder at tvivle på systemet. En tur til Danmark til gammel elev-fest bliver afgørende for hans videre overvejelser.

Vi skriver året 2022, Unionen har overtaget det meste af al lovgivning, det er forbundet med straf og skam at ytre sig kritisk om Unionen, folkeafstemninger er blevet afskaffet, og Unionens overvågningstjenester er kommet på overarbejde for at hindre ydre og indre anslag mod Unionens værdier.

Imens vælter euro-eliten sig i absurd høje lønninger og det dekadente liv i logerne efter det berømte motto fra hustruen til en af de franske solkonger, Ludvig den 15.: Après nous le déluge, »efter os (kommer) syndfloden«. Pressen skriver ikke noget kritisk om EU, dels af frygt for at miste støttepengene, dels af hensyn til Unionens værdier.

Lyder det som en uhyggelig fremtidsvision om blot 15 år?

Ja, så absolut.

Men af alle vil netop dette blads læsere være bekendt med de udviklingstendenser, forfatteren har valgt at fremskrive til et uhyggeligt slutresultat.

Overvågningstjenesten er opfundet og bor i Wien, støttepengene uddeles med rund hånd til sympatisørerne, EU-lønningerne stiger i samme takt som folkenes opbakning falder, og i TV ser man kun begejstrede fortalere. Dags dato.

Jeg kan derfor kun anbefale at tage på tur med spændingsromanen »Europolis 2022«. Den er velskrevet, underholdende, og overlader så rigeligt til fantasien, ikke kun den krimi-tekniske, men altså også den politiske.

Europolis 2022, af Benny Adriansen, forlaget Siesta, 348 sider, 269 kr.

Den politisk ukorrekte roman

Benny Adriansen er født 1939 og cand. mag. i fransk, og har igennem 10 år været ansat som oversætter ved EU i Bruxelles. Han debuterede som forfatter med romanen Hykleren i 1986. Senere har han udgivet Besættelse og Forbandelsen, som alle har fået glimrende anmeldelser. Men bogen »Europolis 2022« er ikke blevet anmeldt, enten ignoreret eller helt afvist, som for eksempel af dagbladet Politiken.

Tror du det er politisk at din bog ikke er blevet anmeldt?

»Det kan man selvfølgelig ikke dokumentere. Men bogen er klart flabet på mange måder, når jeg f.eks. antyder at det visse steder i systemet er en stor fordel at være bøsse. Der kan være masser af småting, som er faldet anmelderne for brystet, jeg ved det ikke. Men bogen er dog – uanset om den måtte være et makværk, man ikke kan lide – i kraft af sit emne så aktuel i tiden, at den i det mindste burde anmeldes,« siger Benny Adriansen til NOTAT.

Blevet mere skeptisk

»Jeg har ikke noget direkte mellemværende med EU. Jeg er ikke politisk agitator, jeg er først og fremmest skønlitterær forfatter,« siger Benny Adriansen, der selv har arbejdet i 10 år i EU’s oversættelsestjeneste og siden da har levet af EU’s tjenestemandspension.

I sin ungdom var Adriansen en stor EF-tilhænger, og mindes overfor NOTAT, hvordan han i 1979 arrangerede valgmøder forud for de første direkte valg til EU-parlamentet.

»Men EU-systemet vinder ikke ved nærmere bekendtskab, desværre. Jeg er personligt blevet mere skeptisk – i 1972 mente jeg at Europas skæbne skulle bestemmes i Europa, ikke i Washington eller Moskva. Det er én helt anden diskussion i dag – man vil integrere for integrationens skyld, og det farlige er at det ikke er under politisk kontrol. Politikere kommer og går, og som ny minister kommer man ind i et system, som kun embedsmændene kan overskue,« mener Benny Adriansen.