NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Danmark tabte nemlig en sag om hvordan staten må opkræve skat af folks pensionsopsparing. Konsekvensen er at op imod 35 milliarder kroner kan forsvinde ud af statskassen og i stedet ryge til udlandet, ned i lommerne på private pensionsforsikrings-selskaber.
Det er en gyser som nok kan få en skatteminister og et folketing til at handle. Der arbejdes i foråret 2007 hektisk på en dansk lovændring som imødegår truslen om et hul i statskassen.
Sagen er også et eksempel på hvor stor EF-domstolens magt er blevet.
Kun fem dage før pensions-dommen havde Danmark tabt en mindst lige så opsigtsvækkende sag ved domstolen i Luxembourg.
Det er den såkaldte »bopælspligt« som for fire år siden blev rigtig kendt i den danske offentlighed, da en minister blev grebet i at omgå loven. Det kom frem at finansminister Thor Pedersen slet ikke boede på de to gårde, som han havde købt i Odsherred, men i stedet var blevet boende i sit sommerhus i Nordsjælland. Sagen endte med at Folketinget i januar 2003 irettesatte ministeren og tvang ham til også at følge loven, og flytte sin bopæl ud på gården.
Loven om bopælspligten var en vigtig forudsætning for det danske EF-medlemskab og trådte i kraft den 1. januar 1973, samtidig med at medlemskabet trådte i kraft.
Landbrugslovens ß7 stk. 4 lyder: »Ejeren skal selv have fast bopæl på ejendommen og selv drive ejendommen i det omfang, dette følger af betingelserne for erhvervelsen.«
Nu har EF-domstolen, efter en klage fra en tysk landmand som har opkøbt en gård i Sønderjylland uden at bosætte sig på den, givet den tyske opkøber ret. Den danske regel er i strid med det indre markeds regler om fri bevægelighed for kapital.
Vi betragter det som dybt alvorligt. Vi ønsker selveje, vi ønsker liv på landet,« sagde miljøminister Hans Christian Schmidt til Europaudvalget.
De Radikales EU-ordfører, Lone Dybkjær, betegnede dommen som et anslag mod EU-medlemskabet og mente at man skulle bruge den strandede EU-forfatning som pression:
»Det er held i uheld at Frankrig og Holland har stemt nej. Vi har en enestående mulighed, fordi vi skal have en ny traktat under en eller anden form, dvs. vi har en veto-mulighed. Vi bliver nødt til at tænke alvorligt igennem, om dette er så afgørende at det bliver et kernepunkt for os i forhandlingerne,« sagde Lone Dybkjær.
Hun efterlyste beskyttelsesforanstaltninger mod opkøb af Danmark, fordi ting er blevet underlagt kapitalens frie bevægelighed som man ikke forestillede sig i sin tid, og dermed ændrer livsvilkårene i Danmark på et fundamentalt felt: Hvem ejer den danske jord!
»Dengang jeg stemte ja til EU, havde jeg ingen forestilling om at det var meningen at de rigeste mennesker i Europa skulle købe alle de andre lande op. Det kan man frygte, når man ser en sådan dom,« siger Lone Dybkjær.
Det skete i en dom om, hvorvidt EU skal have lov til at bestemme hvordan der skal straffes hvis nogen begår kriminelle handlinger imod miljøet, for eksempel ved voldsom forurening.
Alle EU's medlemslande var enige om at dette er kriminelt, men et flertal af lande er enige om at det sorterer under de enkelte medlemslande at bestemme præcis hvordan straffen skal være. Derfor havde medlemslandene i Ministerrådet i januar 2003 besluttet at EU-reglerne kun skulle være en »rammeafgørelse« og ikke en egentlig EU-lov.
Det var EU-kommissionen utilfreds med, fordi den gerne vil have lov at bestemme straffastsættelsen. Så den anlagde sag imod Ministerrådet ved EF-domstolen.
11 regeringer var imod dommen og gik ind i retssagen på Ministerrådets side. Det var Danmark, Irland, Finland, Sverige, Holland, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Spanien, Portugal og Grækenland. Til sammen repræsenterede de 67 procent af befolkningerne i EU. Men lige lidt hjalp det.
De tretten dommere ved EU-domstolen pålagde dem at bøje sig. Vejen er dermed ba-net for at princippet om EU-strafferet kan brede sig til mange andre områder.