ARTIKLER


Dyrplageri fortsætter med ny EU-regel

Folketinget forsøger med alle midler at sikre bedre vilkår for de grise, der skal slagtes. Men landmændene finder gang på gang nye smuthuller – denne gang med hjælp fra EU.
Af Sven Skovmand
11. februar 2007

Hvis grise transporteres mere end otte timer, skal de have 20 procent mere plads, end de skal have ved kortere transporter. Det har politikerne i Folketinget besluttet for at forhindre at grisene udsættes for dyrplageri.

Men indtil nu har de færreste grise haft glæde af denne regel. De store producenter af grise er nemlig dygtige til at omgå reglerne. Det oplyses i artiklen »Rekordeksport af levende grise« i Jyllands-Posten 24.1.2007.

I første omgang nøjedes producenterne med at sende deres grise til Tarpholz i Sydslesvig. Her blev de overført til tyske lastbiler og var dermed ikke længere omfattet af de danske regler.

I november 2006 blev der sat en stopper for denne trafik, idet man forlangte at producenterne skulle give deres grise et ophold på et døgn i Tarpholz, inden de blev sendt videre.

Men producenterne har fundet et nyt smuthul. Det skyldes en ny regel, som EU har indført. Den går ud på at grisene kan føres til en dansk samlestation, der ligger indtil 100 kilometer fra den ejendom, de kommer fra. Og først fra denne samlestation beregnes de 8 timer, som tillader at grisene transporteres under trange forhold.

Resultatet af denne politik er at de fleste grise kan transporteres til det tyske bestemmelsessted uden at have ordentlige forhold. Og netop i november 2006 blev hele 412.000 danske grise sendt til Tyskland.

Når grisene sendes til Tyskland og ikke til Danmark, skyldes det at Tyskland ikke stiller nær så skrappe miljøkrav til produktionen af slagtesvin, som Danmark gør.