NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU's domstol i Luxembourg er gennem årene gået utrolig langt for at gennemføre, hvad dens dommere mener, er hensigten med grundlaget for De Europæiske Fællesskaber (EF) – Rom-traktaten fra 1957. Domstolen afsagde således allerede i 1964 den dom, som fastslog at EF-bestemmelser altid går forud for national lovgivning – en dom, som blev fortiet af EF-tilhængerne i 1972. Som hovedregel har Domstolen dog trods alt holdt sig inden for EF-traktatens rammer og kun dømt medlemslande, når det kunne påvises at de med deres lovgivning forringede mulighederne for konkurrence fra andre EU-lande eller den frie udøvelse af erhverv.
Men denne politik har Domstolen tilsyneladende forladt. Anderledes kan man ikke forstå den helt ubegribelige dom, som Domstolen har afsagt i forbindelse med loven om bopælspligt af 1972. Bopælspligten betyder at alle ejere af landbrug skal bo på en af deres landejendomme. Loven gælder for danskere såvel som for folk fra andre EU-lande, og den må derfor ud fra en umiddelbar juridisk betragtning være forenelig med EF-retten.
Alene af den grund er det svært at forstå at Vestre Landsret kunne finde på at lade en sag, der var rejst af den tyske statsborger Uwe Kay Festersen, gå til domstolen i Luxembourg. Man burde ganske enkelt have afvist Festersens krav om fritagelse for bopælspligten.
Nu er skaden sket, men det betyder ikke at den danske regering skal prøve på at lave en ny lov, der skal erstatte bopælspligten.
Bortset fra al jura var bopælspligten en væsentlig del af beslutningsgrundlaget for de danske vælgere, der i 1972 stemte ja til medlemskabet af EU. Alene derfor skal den fastholdes. Uden hensyn til, hvad Domstolen i Luxembourg har sagt.