En union med en mission

EU vil det gode i en ond og kaotisk verden. Passer nu det? Og er det godt nok med gode hensigter?
Af Staffan Dahllöf
12. juni 2007

Forsøgene på at skabe en fælles udenrigspolitik for 27 lande ligger faretruende tæt på USA's perspektiver for verden. EU svækker FN's autoritet ved at se stort på national selvbestemmelse og på princippet om landes lige værd.

Eller: EU's fælles udenrigspolitik står for noget nyt i en verden hvor de traditionelle statsbegreber er i opbrud. EU's rolle er at udbrede demokrati, menneskerettigheder og retfærdighed. Så forskelligt kan man se på EU's rolle i verdenspolitikken. Og begge beskrivelser henter argumenter fra den samme kilde: dokumentet som sammenfatter EU-landenes fælles sikkerhedsstrategi.

»Se på Iran«

Giovanna Bono har i en årrække forsket i europæisk udenrigspolitik og er hovedforfatter til bogen »The Impact of 9/11 on European Foreign and Security Policy«, som udkom tidligere i år. Hun fæster sig ved lighederne mellem EU's og USA's nationale sikkerhedsstrategi:

»Den eneste forskel er at EU udpeger »ikke fungerende stater« som en sikkerhedstrussel, mens USA opererer med begrebet »slyngelstater«, og at EU lægger større vægt på regionale konflikter,« skriver hun og advarer mod at se EU's sikkerhedspolitik som en ny slags civilisatorisk kraft.

Den kritik er Niels Aadal Rasmussen, senioranalytiker ved DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), ganske uenig i:

»EU's og USA's strategier er fundamentalt forskellige, det kan der ikke være nogen tvivl om – se bare på hvordan man forholder sig til Iran,« siger han.

I lejede fly fra Ukraine

Niels Aadal Rasmussen peger på den amerikanske idé om »preemptive strikes« – USA's selvudnævnte ret til at slå til militært, inden en trussel når at udvikle sig fuldt ud.

»Det er jo noget helt andet end når EU taler om at forebygge trusler, og så er det ikke militære aktioner EU taler om«.

Han stiller også spørgsmålstegn ved EU's reelle muligheder for at agere globalt:

»Der har selvfølgelig været nogle afrikanske aktioner, men det er jo kendt hvilke logistiske problemer EU er løbet ind i der. EU var jo nødt til at leje ukrainske fly for at kunne transportere soldater til Congo, og man er nødt til at låne stabsudrustning fra NATO«.

Den store opgave

I Giovanna Bonos kritiske analyse spiller forestillingen at EU har en »civilisatorisk mission« en central rolle. Det er en forestilling om at EU repræsenterer en ny udviklingsfase som er anderledes og på højere niveau end i den øvrige verden.

Niels Aadal Rasmussen beskriver det perspektiv sådan her: »En interessant forskel mellem USA og EU er det perspektiv som Robert Cooper, generaldirektør under Javier Solana og tidligere rådgiver for Tony Blair, har formuleret, nemlig at EU er udtryk for en ny postmodernistisk tendens i international politik hvor afgørelser vokser frem i et beslutningssystem som er helt anderledes end USA's. Et problem med forestillingen om EU som udtryk for en højere civilisation er, mener Giovanna Bono, at årsagerne til sikkerhedstrusler placeres i fattige, korrupte og ondsindede regimer, og ikke i f.eks. økonomiske konflikter som EU selv kan have en del i.

Underminerer FN

En følge af den forestilling er at EU i stadig højere grad bakker op om »humanitære invasioner« uden klart mandat fra FN's Sikkerhedsråd.

»På den måde underminerer EU's udenrigspolitik princippet om ligeværdighed mellem nationalstater og de retslige regler forbrug af væbnet magt,« skriver Giovanna Bono.

De tydeligste eksempel er, mener hun, hvordan EU i 1990'erne anerkendte de republikker som brød ud af det daværende Jugoslavien, og hvordan man støttede NATO's bombninger af Serbien i 1999.

Next test Kosovo

Niels Aadal Rasmussen deler hverken Giovanna Bonos kritik eller analyse, men ønsker ikke at udtale sig om hvorvidt EU's udenrigspolitik kan ses som et alternativ til USA's: »Det er et politisk spørgsmål, og jeg er ikke politiker«.

Han mener at den afgørende test af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik kommer til at foregå tæt på Unionens geografiske grænser. Nemlig i Kosovo hvor ikke kun regionale interesser men også statsretslige principper og globale konflikter står på spil.

»Kosovo bliver den største udenrigspolitiske opgave for EU nogensinde, og der vil blive sat fokus på om EU kan agere selv om ikke alle medlemmer er enige« siger Niels Aadal Rasmussen.

Kilder: Giovanna Bono: »The Perils of Conceiving EU Foreign Policy as a Civilizing Force« i Journal for International Relations and Global Trends (Bonn), 1/2006.Niels Aadal Rasmussen: »Europæisk Sikkerheds og Forsvarspoltik, EU's Forfatnings-traktat og Tænkepause«, DIIS Brief.