EPA – et nødvendigt gode

Hvem vil få mest glæde af de økonomiske partnerskabsaftaler (EPA)?

Helt givet de 79 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavsregionen der med deres tilslutning til Cotonou-aftalen i 2000 også sagde ja til den model for en løsning på de eksisterende problemer med de gamle handelsaftaler mellem EU og AVS-landene. Disse aftaler med forskellige præferenceordninger og en kobling til forskellige støtteordninger som Stabex og Sysmin var en overlevering fra kolonitiden og efterhånden helt ude af trit med den almindelige globale udvikling på handelsområdet. Med afgørelsen i WTO i striden om bananerne stod det klart for alle, at et nyt handelsregime mellem EU og AVS-landene nødvendigvis måtte være WTO-kompatibelt. Dette var ikke ensbetydende med en dogmatisk og unuanceret liberalisering, og hele filosofien i EU-Kommissionen ved udarbejdelsen af oplægget til EPA-forhandlingerne var da også at finde en model, der gik helt ud til kanten i henseende til at bevare AVS-landenes fordele inden for rammen af hvad der ville være muligt i WTO. EU og AVS-landene fik så i WTO en tidsbegrænset accept af de gældende aftaler indtil EPA-forhandlingerne ville være gennemført.

Det er meget enkelt at svare på dette spørgsmål, idet der ikke for alle disse udviklingslande ville være andre reelle alternativer end enten at fortsætte med høje toldmure og et håbløst forsøg på at holde sig uden for den almindelige internationale økonomi eller en hasarderet og ustyret liberalisering. EPA indebærer en gradvis og styret åbning der først og fremmest åbner for landene indbyrdes på regional basis, og som i relation til EU indebærer lange overgangsperioder og en vægtning af vilkår i AVS-landenes favør. For EU ligger de mulige fordele ikke i selve handelsadgangen til AVS-landene. Den har man allerede i samme omfang som tilfældet er det for andre WTO-medlemmer. Fordelene vil ligge i at AVS-landene som følge af de positive virkninger af den regionale liberalisering og integration vil blive bedre områder at investere i.

Er kritikken fra flere afrikanske lande og NGO'er rimelig?

Nej, og den er også misforstået. Det meste af kritikken kommer fra kredse der ønsker at bevare beskyttede monopoler, hvad enten de er statsejede virksomheder eller private. NGO'ernes kritik bunder i en mærkelig uvilje mod at se kendsgerningerne i øjnene – en manglende evne til at opdatere og korrigere sine fjendebilleder.

Er frihandel – fri adgang til hinandens markeder – mellem EU og Afrika et retfærdigt udgangspunkt?

Dette er ikke udgangspunktet for EPA-forhandlingerne. Udgangspunktet er at finde en løsning på problemet om hvordan man mest lempeligt kan bidrage til en gradvis integrering af AVS-landene i den globale økonomi. EPA er ikke et ideologisk projekt, men et praktisk projekt.

Hvad kan og vil EPA betyde for fattigdom i Afrika?

Et skridt i den rigtige retning.

Vil EPA hjælpe Afrika med at få gang i en økonomisk udvikling?

Ja. Helt klart.