Et fatamorgana eller virkelighed?

Siden den såkaldte miljøgaranti kom på banen i 1986 har meningerne været stærkt delte: Findes der en miljøgaranti med ret til skrappere regler end EU's eller er det bare et luftigt syn uden hold i virkeligheden?
Af Erling Böttcher
1. april 2007

Må man eller må man ikke? Have skrappere regler end EU's? Det er spørgsmålet.

Og det spørgsmål kan politikerne skændes længe om.

Der er EU-regler og så er der nationale regler. Men hvad nu hvis reglerne ikke er ens? Hvis EU-reglerne f.eks. tillader mere farvestof i maden end de danske regler. Er det så helt i orden at virksomheder, der vil sælge fødevarer i Danmark, skal rette sig efter de skrappere danske regler, eller er det mere rimeligt at de danske regler tilpasses til EU?

Vi har at gøre med et centralt spørgsmål i EU's indre marked. På den ene side er meningen med EU's indre marked at der skal være fri bevægelighed for bl.a. varer, og det kræver fælles lovgivning, hvor reglerne harmoniseres, så virksomhederne kan nøjes med ét produkt til hele EU-markedet. På den anden side skulle det nødigt gå ud over forbrugernes sundhed. Det skulle nødigt blive harmonisering ud fra den laveste fællesnævner, altså f.eks. at det land med den mest afslappede holdning til f.eks. farvestoffer i maden sætter standarden for alle de andre lande.

Den slags diskussioner stod helt centralt, da Danmark i 1986 skulle beslutte sig for om vi skulle deltage i det indre marked.

»Kan sige nej til hvad som helst«

Beslutningen om at deltage i det indre marked skulle tages i efteråret 1985. Det endte med at et flertal af i Folketinget sagde nej, selv om regeringen ønskede et ja. En af begrundelserne for at flertallet sagde nej, var bekymring for om det indre marked ville tage nok hensyn til bl.a. miljø, arbejdsmiljø og forbrugernes sundhed. Det forsøgte regeringen at overbevise om, og daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen forhandlede et mindre tillæg til den vigtigste paragraf om harmonisering af reglerne. En undtagelsesordning som kunne sikre at Folketinget kunne opretholde eller indføre skrappere regler, hvis EU-reglerne var for slappe.

Striden om det indre marked endte med at regeringen udskrev en vejledende folkeafstemning om tiltrædelse til det indre marked, og partierne lovede at rette sig efter afstemningen. Folkeafstemningen blev holdt den 27. februar 1986. Miljøgarantien var et hedt emne, men regeringen var ikke i tvivl: »Vi kan sige nej til hvad som helst«, som udenrigsministeren forsikrede i den afsluttende TV-debat.

21 år efter er der stadig intet bevis for at det er rigtigt.

Har aldrig eksisteret

Professor dr.jur. og ekspert i miljøret, Peter Pagh fra Københavns Universitet, udformede i januar 2000 en redegørelse om miljøgarantien. Professoren nåede frem til at der i virkeligheden aldrig har eksisteret en miljøgaranti i EU, og han kritiserede politikerne for at have oversolgt garantien til de danske vælgere.

I stedet for en miljøgaranti, hvor de enkelte lande har ret til skrappere regler, mener Peter Pagh at der blot er en dispensationsmulighed, som kan gives til det enkelte land hvis EU vel at mærke er enig.

Der har ganske vist i de 21 år, der er gået siden Uffe Ellemann-Jensens udsagn, været mange sager, hvor danske regler og EU-regler er stødt sammen. De er altid endt med at de danske regler er blevet harmoniseret med EU's, samtidig med at man har forsøgt at skærpe EU-reglerne. I et enkelt tilfælde, i sagen om hvor meget nitrit og nitrat man må tilsætte til maden, har Danmark dog fået lov til at opretholde sine regler. Men det skete fordi EU var på vej med tilsvarende regler (se artikel om madsminke-dommen).

Heller ikke Holland, Tyskland og Sverige har fået medhold i de få sager, hvor de har forsøgt at henvise til miljøgarantien. Blandt andet forsøgte Holland fra 1991-1999 i en sag om giftstoffet cadmium, og Sverige forsøgte at opretholde sit forbud mod sødestoffet cyklamat og de kræftfremkaldende azo-farvestoffer, men tabte i 1998. Med andre ord. Om miljøgarantien er et fatamorgana eller om den eksisterer – det vides ikke endnu.

---

Madsminkedom var ingen miljøgarantisag

Den 20. marts 2003 blev Danmark dømt af EU's domstol i den såkaldte madsminke-sag. Dommen tillod Danmark at opretholde nogle strengere regler for indhold af nitrit og nitrat i fødevarer. Til gengæld fik vi sænket grænsen for hvor meget sulfit, industrien må komme i fødevarer.

Nitrit, nitrat og sulfitter bruges som konserveringsmidler til at forlænge holdbarheden i for eksempel leverpostej og spegepølse, som også får en fin rød farve af nitritten. Men stofferne kan omdannes til kræftfremkaldende nitrosaminer.

Unionens tilhængere valgte at glæde sig over den gode halvdel af dommen der gav Danmark lov til at bevare sine grænseværdier for nitrat og nitrit. EU-domstolen støttede her sin dom på det faktum at EU's egen videnskabelige komité for området havde anbefalet at EU fik strengere regler.

Anderledes for sulfitter. Her anbefalede EU's egne eksperter ikke de danske strengere regler, men støttede sig til EU-kommissionens påstande om at hvis blot der er tilstrækkelig advarselsmærkning, så er forbrugerne tilgodeset. Danmark måtte lave loven om, og tillade sulfitter i 61 varekategorier, hvor det før var 16 varekategorier.

Madsminke-dommen var derfor ikke et bevis for miljøgarantiens eksistens: De punkter, hvor dommen var til fordel for Danmark, var nemlig punkter hvor Kommissionen var enig.

Efter madsminke-dommen erklærede de store danske dagligvarekæder, COOP og Dansk Supermarked, at de ikke vil benytte de slappere EU-regler til at tilsætte mere sulfit i maden. Konsekvensen af madsminke-dommen er derfor ikke umiddelbart at vi nu får mere sulfit i dansk mad, men at den danske lov med et lavt loft over mængden af sulfit i maden er blevet erstattet af en frivillig hensigtserklæring fra fødevareindustrien.