NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU’s ledere har fejret 50-året for underskrivelsen af Rom-traktaten.
I Berlin-deklarationen siger de, at de »går ind for fredelig løsning af konflikter i verden og stræber mod at sikre, at mennesker ikke bliver ofre for krig, terrorisme og vold«.
Førende medier har beskrevet EU som den vigtigste eller eneste ansvarlige for freden i Europa. Det falder dem ikke ind at der kunne være andre faktorer, såsom OSCE-processen, Brandts øst-politik, Gorbatjov, fredsbevægelserne. Det falder dem ikke ind at det var borgere og deres ikke-voldelige aktioner på begge sider, der var årsag til at den kolde krig ikke endte som en tredje verdenskrig.
Faktisk spørger ingen sig selv, hvad fred betyder, og hvordan fred skal skabes i det 21.århundrede. Få gør sig den ulejlighed at sætte EU, den foreslåede forfatning og den aktuelle politik på en fredsprøve.
Er det ikke mærkeligt, at der ikke er ét ord om nedrustning, afskaffelse af atomvåben (EU er atomvåbenbaseret), om ikke-vold, forsoning, ingen fredsskabende filosofi eller seriøs tilslutning til FN’s charter i den foreslåede EU-traktat?
Er folk opmærksomme på hvor begrænsede bestræbelserne er på civil konfliktløsninger, sammenlignet med den militære vækst (en forpligtelse ifølge EU-traktaten!) og koordinationen med atom-NATO.
Det er ikke engang gået op for kommentatorerne, at EU ikke har et eneste fredsakademi, eller at traktaten nævner ordet fred otte gange, mens den taler om militær/forsvar 64 gange.
Er det ikke en smule arrogant, at EU’s udenrigspolitiske leder Javier Solana har sammensat et intellektuelt hjælpeløst 16 sider langt dokument med titlen »europæisk sikkerhedsstrategi«, der er det grundlæggende dokument i opridsningen af den fremtidige sikkerhed for mere end 400 millioner europæere?
Og alle synes meget passende at haveglemt at Solana i sin egenskab af NATO-rådgiver var den højest placerede civile beslutningstager, for netop otte år siden ansvarlig for ødelæggelsen af Serbien og Kosovo, en grov overtrædelse af international lov, uden opbakning fra FN og med ufattelige lidelser til følge i området. Uden at skabe fred i Kosovo – ikke engang endnu.
EU formodes at tale med en stemme i udenrigs- og sikkerhedspolitik. En af de få gange medlemslandene har gjort det, resulterede det i en katastrofe, da man alt for tidligt anerkendte Kroatiens og Sloveniens løsrivelse fra Jugoslavien. Krigen i Bosnien blev uundgåelig. Men har man hørt nogen i EU’s sikkerhedspolitiske kredse ytre ét selvkritisk ord eller tale om at tage ved lære?
Mangelen på kritisk medieanalyse, den selvforherligende tone og mangelen på ærlig selvkritik og åben debat om EU varsler ilde for fællesskabets fremtid, for muligheden for at få skabt et demokratisk fredsprojekt. Hvis EU ikke kan gøre det bedre på et tidspunkt, hvor millioner søger alternativer til amerikansk imperialisme, hvornår kan det så?
Jan Øberg er fredsforsker og direktør for Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, i Lund, Sverige. Har bl.a. udgivet »Fremmer EU freden? Analyse, kritik og alternativer« (2005).
Den dansk-svenske fredsforsker Jan Øberg analyserer i rapporten »Fremmer EU freden?« EU’s politik, herunder forfatningsforslaget, når det gælder forsvar, sikkerhed, udenrigspolitik, konflikthåndtering og fred.
Jan Øberg når frem til at forfatnings-forslaget og andre centrale EU-dokumenter giver udtryk for en fredsforståelse, hvor vægten lægges ensidigt på en militært baseret sikkerhedspolitik. I den forståelse findes der således »god vold«, der skal balancere eller udrydde »ond vold«. Derimod spiller konflikthåndtering og problematisering af volden som sådan stort set ingen rolle.
Jan Øberg diskuterer to modstående fredsforståelser i relation til følgende fire dimensioner: direkte vold, strukturel vold, kulturel vold og miljømæssig vold. Rapporten fremlægger 25 konstruktive forslag til hvad EU kunne gøre, bl.a. oprettelse af europæiske fredsakademier, uddannelse i konflikthåndtering for EU-diplomater og opgradering af samarbejdet med FN og OSCE m.m.
Rapporten (52 s.) kan downloades på Tænketanken Ny Agendas hjemme-side: nyagenda.dk