ARTIKLER


EU’s domstol går imod terrorlisten

Det har hidtil været næsten umuligt at blive slettet af EU's terrorliste. Men nu har Domstolen af første Indsats gjort det med en iransk organisation.
Af Sven Skovmand
10. januar 2007

I en opsigtsvækkende dom har EU’s domstol i første instans meddelt at den iranske organisation MKO skal fjernes fra EU’s terrorliste, oplyser Berlingske Tidende 13.12.2006.

MKO – Folkets Mujahediner – bekæmper styret i Iran, men holdt i 2001 op med at udøve terror. Alligevel blev organisationen i 2002 sat på EU’s terrorliste. Og det var ifølge domstolen ulovligt.

EU havde nemlig ikke i tilstrækkelig grad begrundet forbuddet, og man havde ikke givet organisationen mulighed for at fremkomme med sine synspunkter.

Derfor skal man nu frigive organisationens penge, der i fire år har været indefrosset.

Dommen kan i teorien blive appelleret til selve EF-Domstolen, men det er usikkert, om det vil ske.

Til gengæld vil den skabe debat om hele berettigelsen af EU’s terrorliste, blandt andet fordi det er utrolig svært at blive slettet af listen, siger Anja Dalgaard-Nielsen fra Dansk Institut for Internationale Studier til avisen.