ARTIKLER


Forældet som 50 årig?

EU fejrer 50 års jubilæum, men kan ikke skjule, at Unionen har problemer, hedder det i kommentaren.
Af Erling Böttcher
30. marts 2007

Den tidligere nordirske statsminister, David Trimble, sagde for nogle år siden: »EU er svaret på efterkrigstidens problemer«.

Et af svarene var fællesmarkedet, begyndende med kul og stål. I marts år 2007 fejres 50-året for Rom-traktaten som oprettede det europæiske fællesmarked – som siden blev til EU.

Ovennævnte statsminister-udsagn var imidlertid også præget af en vis skepsis: Hvis EF var svaret på datidens problemer, hvad er så svaret på nutidens problemer?

Trods jubilæum kan det ikke skjules at Unionen er i problemer.

Senest fik den et stort mistillidsvotum ved folkeafstemningerne i foråret 2005 i Frankrig og Holland. De franske og hollandske vælgere stemte med stort flertal nej til den foreslåede EU-forfatning. EU-lederne besluttede at der skulle være en tænkepause, og blandt andet Danmark aflyste en folkeafstemning, egentlig planlagt til den 27. september 2005.

I denne udgave af bladet NOTAT, som har dækket EU's udvikling i 34 af årene, medvirker vi til at gøre status og give input til festtalen.

Vi genfortæller historien om EU's tilblivelse og tegner et lille portræt af nogle af EU's fædre. Vi giver et overblik over EU's udvikling – og ikke mindst over det helt dominerende træk ved udviklingen, nemlig det stadige vokseværk. Vokseværket gælder både i forhold til udvidelser med nye lande i medlemskredsen, og det gælder i forhold til den stadige uddybning af samarbejdet med nye emner og kompetencer.

NOTAT forsøger også i dette nummer at besvare grundlæggende spørgsmål, som ofte stilles: Hvad laver de egentlig i EU? Hvor meget bestemmer de? Derfor bringer vi også et aktuelt miniportræt af EU's institutioner.

Men hvad med fremtidens udfordringer og svaret på dem?

Nu er tænkepausen officielt blevet afsluttet. Lederne af EU – de 27 landes stats- og regeringschefer – står igen ved korsvejen:

Nogle mener at netop den foreslåede forfatning var kronen på værket og svaret på fremtidens udfordringer. Andre mener at EU-forfatningen allerede er forældet, længe før den eventuelt træder i kraft.

Den debat kommer vi til at høre meget mere til. Interessant er det derfor også at genfortælle historien om danskerne som det folk i EU, der har haft flest folkeafstemninger om EU og dermed også de fleste og mest grundige debatter om udviklingen.

Vi håber dette nummer af bladet NOTAT vil bidrage til at vække interesse og debat.