NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Ved folkeafstemningen den 2. oktober 1972 stemte hele 70 procent af de grønlandske vælgere nej. Det fik bare ingen betydning, for på den tid blev Grønland betragtet som en del af Danmark og måtte følge med ind i EF
Det var derfor naturligt, at der straks efter oprettelsen af det grønlandske hjemmestyre blev rejst krav om en ny folkeafstemning.
Kravet blev fremsat af det grønlandske regeringsparti Siumut, der havde vundet en sikker sejr ved det første valg i maj 1979. Man skulle derfor forvente, at resultatet måtte blive et nyt nej – især i betragtning af, at medlemskabet havde ført til et stort fiskeri af tyske trawlere i de grønlandske farvande.
Men sådan så det ikke ud forud for afstemningen den 23. februar 1982.
Grønland modtog på det tidspunkt hvert år mellem 200 og 250 millioner kroner fra EU i støtte til egnsudvikling og sociale projekter, og regeringen erklærede, at disse tilskud ville falde bort, hvis Grønland sagde nej til EF.
Påstanden var falsk, for EU's tilskud ville fortsat blive givet til Danmark, selvom Grønland sagde nej. Regeringen kunne altså uden omkostninger sende Grønland de penge, som hidtil var kommet fra EF.
Men dette fik de grønlandske vælgere ikke at vide, og oplysningen gjorde indtryk. Det virkede, som om Grønland ville gå fallit ved et nej.
Imidlertid kom man i tanke om, at Grønland uden for EF ville slippe for de høje toldsatser, som EF krævede op for især levnedsmidler.
Jens-Peter Bonde satte sig derfor sammen med den tidligere grønlandsminister Knud Hertling, og de to stillede i bunkevis af spørgsmål til Danmarks Statistik ved hjælp af Siumuts folketingsmedlem Preben Lange, der velvilligt stillede sin underskrift til rådighed.
Spørgsmålene gik på, hvad grønlænderne ville spare på forskellige varer, hvis de kunne købe dem toldfrit. Ikke bare madvarer, men også varer som rifler, patroner og snescootere.
Jens-Peter Bonde havde på forhånd regnet ud, hvad svarene ville være. Men det gjaldt om at få grønlænderne til at tro på dem. Derfor skulle svarene komme fra en dansk institution, som grønlænderne havde tillid til.
Udenrigsministeriet blev så betænkeligt, at det forsøgte at få Danmarks Statistik til at nægte at svare på spørgsmålene. Men medarbejderen på Danmarks Statistik svarede iskoldt, at man var forpligtet til at svare på, hvad medlemmer af Folketinget spurgte om!
Den pågældende medarbejder blev i øvrigt så forarget over Udenrigsministeriets optræden, at hun skiftede holdning og blev modstander af EF.
Spørgsmålet lød »Ønsker du, at Grønland forbliver i EF?«, og ja'et var anbragt på en sådan måde, at vælgerne næsten automatisk ville sætte deres kryds dér.
Folk fra Folkebevægelsen og de grønlandske modstandere opsøgte derfor reklamemanden Morten Jersild – ham, der i 1972 havde ført Folkebevægelsens kampagne imod medlemskab.
Morten Jersild havde susende travlt, men man fik bevilget et kvarter af hans tid. Og der gik kun fem minutter, så havde han fundet løsningen.
»Det er da klart,« sagde han. »Der skal indrykkes nogle annoncer, hvor folk skal stemme ja eller nej til noget, der er indlysende skørt. For eksempel: Ønsker du at tyskerne skal kunne fiske alle de grønlandske fisk? Ja eller Nej!«
Opfordringen blev fulgt, og spørgsmålene stillet som annoncer i de to grønlandske aviser. Og sammen med oplysningerne om de billigere varer førte det til, at grønlænderne stemte nej med 53 procent mod 47.
Et flot resultat i betragtning af, at 20 procent af de grønlandske vælgere på det tidspunkt var kommet fra Danmark, og at det store flertal af disse danske vælgere stemte ja.
To spørgsmål var væsentlige.
I hvilket omfang skulle fiskere fra EF – først og fremmest tyske fiskere – have adgang til de grønlandske farvande?
Og kunne man opnå toldfrihed for de fisk, som grønlænderne solgte til EU?
For grønlænderne forhandlede Lars Emil Johansen fra Landsstyret og Per Lachmann fra Udenrigsministeriet. Og de to fik en formidabel god ordning kørt igennem.
EU gik med til at betale 250 millioner kroner om året for at EU-fiskere skulle kunne fiske i Grønland. Men Johansen og Lachmann fik fastslået, at det kun skulle tillades, hvis det kunne betragtes som biologisk forsvarligt. Og biologerne har stort set hvert år sagt nej til at give adgang for tyske fiskere.
Toldsatserne blev aftalt på et møde mellem EU's fiskeriministre, og de to forhandlere havde en pragtfuld modspiller i den tyske repræsentant, der var elendigt forberedt og hele tiden måtte gå ud og telefonere til sine overordnede for at få besked.
Det irriterede naturligvis de øvrige deltagere, og de gav gang på gang grønlænderne toldfrihed for deres produkter.
Til sidst mandede tyskeren sig dog op og stillede et uafviseligt krav.
»Vi må forlange, at der skal betales told af de frosne grønlandske torskeblokke,« sagde han.
Formanden så hen på de to repræsentanter for Grønland, og da de begge nikkede, spurgte han dem, hvor stor eksporten af torskeblokke fra Grønland til EF var.
»Vi har ingen eksport af torskeblokke til EF,« sagde Lars Emil Johansen.
Så brød mødet sammen i latter, og den tyske repræsentant måtte beskæmmet tage hjem uden noget resultat.