ARTIKLER


Islands præsident: Nej til EU

Den islandske præsident, Olafur Ragnar Grimsson siger i et interview med Die Welt klart nej til medlemskab af EU. Island har alle fordelene og ingen af ulemperne med den nuværende ordning, siger han.
Af Sven Skovmand
27. januar 2007

I et interview med den tyske avis Die Welt den 22.1.2007 siger den islandske præsident Olafur Ragnar Grimsson klart nej til at Island skal blive medlem af EU. I interviewet siger han følgende:

»Naturligvis har vi et politisk parti der går ind for medlemskab, men det er ikke et aktuelt politisk problem. Vi er med i det fælles marked, men ikke i EU. På denne måde udnytter vi den frie handels fordele uden at skulle have ulemperne som for eksempel den fælles landbrugspolitik. Vi har ingen virkelig tvingende økonomiske grund til at gå ind i EU for slet ikke at tale om at gå over til Euroen.«

Til journalistens spørgsmål, om en erstatning af Kronen med Euroen ikke vil gavne erhvervslivet, siger Grimsson:

»Vi diskuterer det i øjeblikket. Den islandske krone svinger voldsomt i værdi, og det har givet os en del arbejde i den senere tid, fordi valutaspekulanterne i det sidste par år har opdaget os. Forskerne diskuterer derfor om vi skal knytte den islandske valuta til Euroen eller til en kurv af valutaer. Der er dog ikke truffet beslutning i sagen,« slutter præsidenten.