NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Militærkuppet i Tyrkiet i 1980 var med til at åbne Nebahat Akkoc' øjne op for kvinders vilkår. Det var dengang hvor politisk ustabilitet med sammenstød mellem højre- og venstrefløjsaktivister fik militæret til at gribe ind og forbyde alle politiske partier. Som led i militærets »stabilitetspolitik« blev en række aktive journalister, politikere og fagforeningsfolk, hovedsagelig mænd, arresteret – heriblandt Akkoc' mand.
»Sammen med mange andre kvinder stod jeg foran fængslet for at besøge både min mand og bror. Her fik jeg mange venner og hørte mange historier og skæbner,« beretter Akkoc.
Som lærer, der både kunne tyrkisk og kurdisk, var hun ikke kun en god lytter. Hun hjalp også andre kvinder med deres praktiske problemer og frustrationer.
»Flertallet af de kvinder der besøgte deres mænd eller brødre, kunne ikke tyrkisk, men kun kurdisk, og nogle af dem var analfabeter. Jeg hjalp dem med oversættelser af dokumenter og skrev breve på deres vegne. Og jeg delte deres smerte når de opdagede at de befandt sig i et polygamt forhold, fordi manden allerede var gift med en anden kvinde, fortæller Akkoc.
»Jeg mistede 16 af mine kolleger i den periode, herunder min mand som blev dræbt i 1993. Efter min mands død gik jeg på pension og ville ikke arbejde mere,« beretter Akkoc.
Nebahat Akkoc og en gruppe ligesindede kvinder der også havde oplevet vold og undertrykkelse på egen krop, dannede i 1997 kvindeorganisationen KAMER.
Statistisk set er volden og andelen af æresdrab øget i det sydøstlige Tyrkiet, og ifølge Akkoc skal det ses som et udslag af de vilkår der hersker i regionen. Volden skyldes en strukturel, kulturel, uddannelsesmæssig og økonomisk betinget situation kombineret med de mange års konflikter der har hærget området.
»Dertil kommer at kvinder ikke kender deres rettigheder. De kan ikke læse og skrive. Kvinder kan ikke rejse eller klæde sig som de vil. Og mændene er meget bevidste om deres magt,« siger Akkoc og understreger at KAMER netop arbejder for at bekæmpe diskrimination, vold og det strukturelle hierarki inden for såvel som uden for hjemmet.
For at kunne realisere nogle af disse mål har KAMER forsøgt at sætte fokus på de normer i kulturen og samfundet der er til skade for både kvinder og børn. Dernæst at finde frem til alternativer.
»Vi kæmper ikke mod vores kultur. Men vi er eksempelvis imod »bedel«, hvor to familier mødes og bliver enige om at bytte deres døtre, forklarer Akkoc og fortsætter med at fortælle om de andre problemer KAMER ønsker at ændre.
Et af dem er blodpenge, hvor to familier kan være i konflikt med hinanden og gensidigt likviderer mandlige familiemedlemmer for at genoprette familiens ære. Hvis konflikten skal løses, gives der penge, land og familiens datter som erstatning for blodpenge til modparten. Andre problemer er at meget unge døtre giftes bort samt medgift, polygami, æresdrab og mødomskontrol på unge piger.
Ayse Gül Altinay er ikke i tvivl om at KAMER er normbrydende på mange områder:
»For det første har de bevaret deres uafhængighed over for både staten og de kurdiske grupperinger, hvilket ikke er nemt i et konfliktfyldt område som Diyarbakir.«
»KAMER har en bred fortolkning af feminisme. De betegner sig ikke som kurdere, selv om en række af kvinderne bag organisationen er kurdere, og organisationen er stiftet i det kurdiske område. KAMERs arbejdsmetode er desuden inkluderende med kvinderettigheder sat i centrum. Der er kurdiske, tyrkiske og arabiske kvinder, alevier (red: religiøst mindretal) og sunnier. Nogle er veluddannede, og andre er analfabeter. Der er kvinder med og uden tørklæder. Mange organisationer ønsker denne mangfoldighed, men den er svær at realisere i Tyrkiet. KAMER har formået det,« fortæller Altinay.
»Ifølge den nye straffelov fra 2004 anses voldtægt ikke som vold mod samfundet, men vold mod individet. Det betyder blandt andet at kvinden ikke er tvunget til at blive gift med voldtægtsforbryderen. Desuden er voldtægt inden for familien, altså voldtægt mellem ægtefæller, blevet anerkendt, og det er en markant udvikling«, oplyser Ayse Gül Altinay.
»KAMERs arbejde viser også at æresdrab ikke kun forekommer når en ung pige har fået en kæreste. Det kan også skyldes økonomiske omstændigheder hvor pigen tvinges til at blive gift med en mand. Siger hun nej, risikerer hun at blive dræbt eller tvinges til at begå selvmord for at dække over æresdrabet«, fortæller Altinay.
I perioden 2003-2006 mener KAMER at have reddet 100 kvinders liv. Men lige så vigtigt er det, at organisationen har demonstreret at årsagerne til æresdrab – og dermed løsningerne – varierer fra område til område.
»I bred forstand har udsigten om medlemskab gjort det nemmere at tale om tingene,« fremhæver Akkoc, der samtidig konstaterer, at især EU's fokus på kvindesituationen i Tyrkiet har spillet en rolle.
»Når det går godt mellem Tyrkiet og EU, går det også bedre for os,« afslutter Akkoc.
»Men udsigten til EU frelser ikke kvinderne i Tyrkiet, pointerer derimod Ayse Gül Altinay, der henviser til at kampen skal kæmpes på egen bane af blandt andet modige ngo'er som KAMER.
Begge kvinder er dog enige om at der skal en mentalitetsændring til, hvilket tager tid og kræver tålmodighed.
Artiklen blev først bragt i Kvinfo's web-magasin FORUM for køn og kultur, www.kvinfo.dk, i maj 2007. Dette er en forkortet version.