ARTIKLER


Med kikkerten for det begejstrede øje

Ugebrevet A4 mener, at danskerne er begejstrede for forslaget til en EU-forfatning. De misforstår noget, siger kommentatoren.
Af Hanne Dahl
11. januar 2007

Som man spørger, får man svar. Men hvis man ikke spørger, får man heller ikke svar. Mandagens EU-begejstringsundersøgelse, viser i hvert fald at LO-ugebrevet A4’s EU-begejstring er meget stor. Man vælger tre EU-begejstrede kommentatorer til på stribe at komme med deres begejstrede kommentarer.

Hvor politisk styret ugebrevet A4 vil fremstå, må blive deres egen sag. Men jeg kan da afhjælpe med at eftersende min kommentar:

Der er ingen tvivl om at danskerne, som i mange år har været tøvende over for selve medlemskabet af EU, nu er overvejende tilhængere af medlemskabet. Det er dog en gåde, hvordan nogle kan oversætte folks stillingtagen til at vi er medlem og at vi har scoret på bl.a. landbrugsordninger, til at folk er begejstrede for EU og EU’s beslutninger.

Udviklingen åbner for at man kan kritisere og foreslå ændringer af EU, uden at det sætter spørgsmålstegn ved medlemskabet, og det er positivt. Netop det er JuniBevægelsens position, og den vi oplever blandt vælgerne.

Da EU-forfatningen for alvor kom på dagsordenen i juni 2005, efter det franske og hollandske nej, kunne vi i meningsmålingerne se at også et stort flertal af danskere afviser EU-forfatningens omfattende suverænitetsafgivelse og unionsopbygning.

Det ville derfor have tjent det EU-begejstrede ugebrevs eneøjet begejstrede kommentatorer ikke at sætte lighedstegn mellem accept af medlemskabet, og ønsker til den fremtidige udvikling i EU.