Milepæle i EU's udenrigspolitik
En gennemgang af udviklingen i EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik siden 1954
Af Åge Skovrind
12. juni 2007
Vestunion i stedet for forsvarsdimension (1954)
I forbindelse med udarbejdelsen af Rom-traktaten var der alvorlige overvejelser om en forsvarsdimension i det nye samarbejde, men det led skibbrud. I 1954 stemte det franske parlament imod oprettelse af et »Europæisk Forsvarsfællesskab«. Franskmændene var nervøse ved den store amerikanske indflydelse på forberedelserne af forsvarsdimensionen, og foretrak derfor enegang. I stedet blev der samme år indledt et løsere samarbejde i Vestunionen (WEU) mellem Storbritannien, Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig, Italien og Tyskland.
Vestunionen blev ikke formelt en del af EF-samarbejdet, så da Rom-traktaten blev vedtaget i 1957, var det uden forsvarsdimension.
Det Europæiske Politiske Samarbejde (1970)
Da Danmark blev medlem af EU i 1973, var udenrigspolitisk samarbejde ikke indskrevet i selve traktaten. EU's udenrigsministre holdt regelmæssige møder med henblik på at Fællesskabet i vigtige internationale problemer skulle tale med Èn stemme. Dette Europæiske Politiske Samarbejde var etableret i 1970 og skete på et rent mellemstatsligt grundlag.
FUSP - Fælles Udenrigs- og Sikkerheds Politik(1993)
I starten af 1990'erne skete store internationale omvæltninger: Sovjetunionens sammenbrud, borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien og genforeningen af Tyskland. Disse begivenheder medvirkede til at der blev sat turbo på udvikling af en fællesudenrigspolitik i EU.
I Maastricht-traktaten (som de danske vælgere forkastede i 1992, men vedtog med forbehold i 1993) blev udenrigs- og sikkerhedspolitikken traktatfæstet. Samarbejdet på dette område skete fortsat på mellemstatslige præmisser, dvs. beslutninger krævede enstemmighed.
Det blev nu slået fast at udenrigs- og sikkerheds-politikken »omfatter alle spørgsmål vedrørende den Europæiske Unions sikkerhed, herunder udformningen på langsigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar«.
Udrykningsstyrke på 60.000 mand (1999)
Amsterdam-traktaten indskrev de såkaldte Petersberg opgaver i EU's traktatgrundlag. Der var tale om omfattende humanitære opgaver, rednings opgaver og fredsbevarende opgaver, herunder indsættelse af egentlige kampstyrker.
EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik blev formelt udvidet med en sikkerheds- og forsvarspolitik på topmødet i Køln, juni 1999. Topmødet i Helsingfors i de-cember 1999 satte tal på EU's militære ambitioner: I 2003 skulle EU inden for 60 dage kunne udsende en militær styrke på op til 60.000 soldater i mindst 1 år.
Solana bliver »højtstående repræsentant« (1999)
Amsterdam-traktaten, som trådte i kraft 1. maj 1999, udbyggede det udenrigs- og sikkerheds politiske samarbejde på flere punkter.
EU fik nu en »højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik«,en slags EU-udenrigsminister. Den tidligere generalsekretær i NATO, Javier Solana, blev første og foreløbig eneste mand på posten.
Der blev samtidig blødt op på kravet om enstemmighed med den vigtige artikel 13,som indfører princippet om »konstruktiv afståelse«. Den betyder at et land kan vælge at undlade at blokere for en enstemmig afgørelse – en udvej designet til små lande, som ikke tør sætte sig op imod de store, men som af indenrigspolitiske grunde heller ikke tør være med i en kontroversiel aktion. Der blev også mulighed for at benytte kvalificeret flertal f.eks. hvis beslutningen er en del af en strategi, som stats- og regeringscheferne allerede har vedtaget i Det Europæiske Råd.
EU fik samtidig et forstærket samarbejde med Vestunionen.
Solana-doktrinen (2003)
Grundlaget for EU's sikkerhedspolitik blev formuleret i Solana-doktrinen »Et sikkert Europa i en bedre verden« fra december 2003. Solana-doktrinen beskriver bl.a. de geografiske områder hvor EU har interesser at forsvare, i givet fald med våbenmagt. Dokumentet gennemgår militære og andre trusler mod EU og hvad EU forventes at gøre mod disse trusler: terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, regionale konflikter, staters sammenbrud og organiseret kriminalitet.
EU i aktion (fra 2003)
De første blå-gule soldater kom i aktion i marts 2003, da EU overtog ledelsen af NATO's militære operationer i Makedonien. Tre måneder senere sendte EU en styrke på 1.500 soldater til Den Demokratiske Republik Congo – den førsteaktion udenfor EU's nærområde. Det største bidrag kom fra Frankrig, men også Belgien, Sverige og Storbritannien sendte soldater. Siden har EU været engageret i militære og politimæssige operationer i bl.a. Bosnien-Herzegovina, Sudan, Congo, Georgien og Aceh.
Det Europæiske Forsvarsagentur (2004)
For at udvikle EU's forsvarspolitik oprettede man i 2004 det Europæiske Forsvars-agentur. Agenturet har bl.a. til opgave atremme det europæiske våbensamarbejde, fremme et konkurrence-dygtigt europæisk marked for forsvarsudstyr. Samme år blev der vedtaget nye konkrete 2010-målsætninger,som blandt andet omfatter oprettelse af små mobile kampgrupper.
Udenrigsminister og fælles forsvar?
Forslaget til en EU-Forfatning (som i første omgang er skudt ned efter folkeafstemningerne i Holland og Frankrig) ville ophøje Solana fra »høj repræsentant« til at være en egentlig EU-udenrigsminister. Forfatningen indeholdt også et særligt kapitel om forsvar, som forpligter EU's medlemslande til gradvist at forbedre deres militære kapaciteter og bidrage med militære styrker til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. I forslaget hedder det, at »den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom«.