Om fem år kan EU tage USA's plads

Supermagten USA er på vej ned, og om fem år kan EU træde i karakter som arvtager, mener fredsforskeren Johan Galtung.
Af Kenneth Haar
12. juni 2007

»Jeg tror at det amerikanske imperium går sin undergang i møde. Fuldstændig som det romerske, det britiske og det sovjetiske. Og det store spørgsmål er om EU vil overtage rollen, eller om EU vil gennemføre en anden politik«.

Ordene kommer fra den 77-årige norske fredsforsker Johan Galtung. Han stod i 1972bag det første store analytiske værk om EF som en supermagt i svøb med bogen »EF: En supermagt i verdenssamfundet«. Dengang skrev Galtung, at han så »ringe eller ingen grund til at tro, at verden bliver mere fredelig, når der opstår en EF-supermagt«. Til skeptikerne, som så EF som et fredeligt, økonomisk, og ikke-militært samarbejde, skrev han bl.a. at økonomisk dominans som den EF har stræbt efter, i sig selv skaber konflikter på globalt plan, og at EF før eller siden ville udvikle sig til en militær magt. NOTAT har spurgt ham om analysen stadig holder.

EU kan overtage

Galtung er ikke i tvivl om at der er kræfter i EU med supermagtsambitioner, som kan træde klart frem på kort tid.

»I USA har man en forestilling om at det kan blive Kina, og det er helt forkert. Kineserne har overhovedet ikke et projekt, der ligner. Men EU kunne få sådan et projekt.

Der kan hurtigt dukke projekter op som Tindemans plan (se nederst i artiklen.), og EU har jo allerede militære udryknings-styrker. Det er ting som peger på en efterfølger-position«.

Imod sådan en udvikling taler, at EU ofte er internt splittet, og ikke umiddelbart har udviklet militære muskler til at spille rollen som global politibetjent, men ingen af delene får Galtung til at vakle. I hans øjne har EU for længst taget det store skridt mod flere militære tænder.

Han ser krigene på Balkan i 1990'ernesom et startskud for et tæt militært samarbejde, der i den kommende tid snildt kan udmønte sig i interventioner i f.eks. Zimbabwe eller Sudan. Og han mener at objektive faktorer peger i retning af en styrket global rolle for EU:

»Der kan da være noget i den analyse om den interne uenighed. Men på mig virker den meget abstrakt og ahistorisk. EU har nu passeret USA på flere måder. EU er i dag verdensstørste økonomi. Værdien af euro i omløb er i dag større end værdien af dollars«.

Fem år til den store debat

Galtung ser ikke en europæisk supermagt lige om hjørnet, men hans syn på USA's svækkelse får ham til at lægge et ret klart tidsperspektiv på bordet: Om fem år eller lidt mere vil EU skulle tage stilling til store spørgsmål om sin egen fremtidige globale rolle, og Galtung hælder til at debatten ender med et EU med store magtpolitiske ambitioner.

»Jeg tror der ville komme en omfattende intern debat. Der er 11 tidligere kolonimagter blandt de 27 medlemmer, én af dem er Danmark. Og disse kolonimagter har en tendens til formynderskab og til forvaltning af andre. Disse 11 lande er samtidig de stærkeste i EU. Hvis Tyrkiet kommer med, vil der være endnu en tidligere kolonimagt. Jeg tror ikke det bliver let at stå imod en formynderrolle fra EU's side«.

Alternativet til magtpolitik

I EU's senere historie mener han, der er positive elementer i udenrigspolitikken, såsom en dialog med de islamiske landes organisation(OIC) i 2002, og i dialogen med Kina, hvor han ser en vilje til at fremme konsensus frem for konfrontation, som han mener er afgørende.

Derfor vil han ikke helt udelukke en alternativ udvikling, der adskiller sig fra magt-politikken, og han knytter et spagt håb til at debatten peger i en anden retning: Mod et reformeret FN med et »Freds- og Sikkerhedsråd« i stedet for blot et Sikkerhedsråd, og med en parlamentarisk forsamling, der skalsikre åbenhed, folkelighed og dialog i en nyverdensorden. En murbrækker for sådan en verdensorden kunne være en alliance mellem Europa og en russisk union, der i Galtungs optik må give »Tjetjenien lige så stor uafhængighed som Holland har inden for Den Europæiske Union«.

Om det er fri fantasi eller et tænkeligt alternativ, ved vi ifølge Galtung om ikke så mange år.

Tindemans-rapporten og den europæiske supermagt

Tindemans-rapporten blev offentliggjort i december 1975. Forfatteren var den daværende belgiske premierminister Leo Tindemans, og rapporten var et oplæg til debat om udvikling af en europæisk union. Rapporten kom bl.a. med en stærk anbefaling af en stærk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der skulle gøre EF i stand til »effektivt at forsvare vores legitime interesser i verden«. Rapporten var bl.a. kontroversiel i sin indirekte kritik af EF's afhængighed af USA. Rapporten foreslog et ændret forhold til USA»baseret på lighed, uden nogen form for afhængighedsrelation«.

Tindemans foreslog desuden et tæt samarbejde om våbenproduktion og oprettelse af et våbenagentur.

Den kontroversielle rapport skabte stor debat, men den blev godt modtaget i flere medlemslande, f.eks. Tyskland. Men den rolle som drejebog for udvikling af en europæisk union, som forfatteren havde tiltænkt den, fik den ikke.