ARTIKLER


»Stop forhandlingerne mellem EU og Afrika«

Den sydafrikanske økonom Dot Keet er harmdirrende over EU's krav til nye handelsaftaler med Afrika. Resultatet bliver mere fattigdom og en underminering af regionalt samarbejde om udvikling, mener hun.
Af Kenneth Haar
21. september 2007

Dot Keet er økonom. Født i Zimbabwe, men bor nu i Cape Town i Sydafrika. Hun beskriver sig selv som »fra det sydlige Afrika«, og som aktivistisk akademiker. Hun hører til en kreds af økonomer i Afrika som lægger et stort engagement i forhandlingerne mellem EU og de afrikanske lande om nye handelsaftaler, de såkaldte EPA-forhandlinger. Forhandlinger som EU har sat i gang med alle u-lande som er tilsluttet en gammel samarbejdsaftale med EU, de såkaldte AVS-lande.

NOTAT konfronterede hende med EU's vigtigste argumenter for de nye aftaler. Dem afviste hun blankt.

Noget for noget

Er hun f.eks. ikke enig i at der må være en vis gensidighed i en stor handelsaftale, og at de afrikanske lande derfor må åbne deres markeder mere for varer fra EU, når nu EU er indstillet på at åbne mere for afrikanske varer. Denne gensidighed er et vigtigt kendetegn ved de aftaler EU gerne vil have, men det møder ikke forståelse hos Dot Keet.

»Vi har masser af erfaringer med liberaliseringer gennem IMF og Verdensbankens programmer (nedsættelse af told som betingelse for bistand og lån, red.). Og erfaringen er at det har store omkostninger for de fattige landmænd, småproducenter, og for statsbudgetterne,« svarer hun.

Og selvom EU ellers har tilbudt de afrikanske lande næsten fri adgang til EU's marked, har hun svært ved at se fordelene.

»Det er rigtigt at det tilbud kan forbedre deres adgang til det europæiske marked. Men deres problemer handler ikke så meget om markedsadgang som om produktivitetsproblemer. Og hvis EU insisterer på liberaliseringer over hele linjen, vil det alvorligt underminere de afrikanske landes produktion og deres potentiale.«

Fleksibilitet fra EU

Tilsyneladende er EU ellers meget opmærksom på de problemer de afrikanske lande kan få, hvis de skal åbne deres markeder markant mere for europæiske varer. EU er for længst begyndt at foreslå en lang overgangsperiode på ti år eller derover, og vil også give plads til at afrikanerne kan undtage visse produkter for konkurrence. Men Dot Keet er ikke tilfreds:

»Jeg har altid ment at handelsli€bera€liseringer skal være fuldstændig styret af de fattige lande selv. Både hvornår, hvor hurtigt og hvilket produkt der skal åbnes mere op overfor. Det er umuligt at sige på forhånd, hvornår de afrikanske lande vil kunne klare sig i åben konkurrence på de forskellige områder. Alligevel er EU nu i færd med at påtvinge dem en klart defineret ramme for, hvornår de skal liberalisere hvor meget.«

Også derfor mener hun ikke at den gensidighed der er en grundlæggende del af EPA-aftalerne, på nogen måde er rimelig.

»At EU tilbyder markedsadgang er utilstrækkeligt. At EU kræver markedsadgang er helt uacceptabelt,« siger hun.

Regionalt samarbejde

Dot Keet er særligt optaget af de regionale samarbejder mellem de afrikanske lande som hun mener er afgørende for enhver udviklingsstrategi. Derfor skulle man tro at hun ville hilse EU's vægt på netop det regionale samarbejde i Afrika velkomment. EU forhandler nemlig ikke med alle afrikanske lande, men med regioner i Afrika. Imidlertid er hendes holdning at hvis EU vil styrke det regionale samarbejde, er metoden helt forkert, ikke mindst fordi de regioner som forhandler med EU, ikke er sammenfaldende med de regionale sammenslutninger.

»Den sydafrikanske udviklingssammenslutning (SADC) er blevet delt midt over. Seks SADC-lande forhandler med EU i den sydøstafrikanske gruppe. Det er en gruppe som alene er opstået for at forhandle. Denne gruppe er bare en gruppe lande – ikke en region.î

Bl.a. derfor anerkender hun ikke EPA-aftalerne som et bidrag til regionalt samarbejde.

»EU siger at de støtter regional integration, men gør faktisk det modsatte. Det de kræver, vil føre til alvorlig underminering af forsøgene på at opbygge et regionalt samarbejde.«

Afhængighed og trusler

Meget af denne kritik høres ofte fra afrikanske regeringer, understreger Dot Keet. Men det rejser spørgsmålet hvorfor disse lande tilsyneladende ikke har planer om at forlade forhandlingsbordet. Hvorfor begynder de ikke at kræve aftaler af en helt anden type?

Dot Keet mener der er flere årsager. Den ene er historisk betinget: De afrikanske lande er placeret i en dyb historisk betinget afhængighed af EU. En udviklingsstrategi med perspektiv vil efter hendes opfattelse bedst kunne gennemføres ved en »omgruppering«, hvor de afrikanske lande udvikler et tæt samarbejde indbyrdes, i stedet for at indgå aftaler a la EPA med EU.

En anden årsag til at de afrikanske lande forbliver i forhandlingerne, er anderledes konkret: EU truer, ifølge Dot Keet, de afrikanske lande med at afbryde u-landsbistanden hvis aftalerne ikke kommer i hus. EU har også sagt meget klart at hvis der ikke kommer en aftale, kan konsekvensen blive at de afrikanske lande får direkte forringet deres forhold på EU's marked. Og det virker, mener hun:

»Mange af disse lande er så afhængige og skrøbelige at når en EU-kommissær siger at de vil miste deres handelsfordele på EU's marked hvis der ikke er en aftale inden den 1. januar, er det meget alvorligt,« siger hun med henvisning til den position EU har fremlagt ved forhandlingerne i det sydlige Afrika.

Stop EPA

Den udmelding tager hun afstand fra. Hun mener at EU er juridisk forpligtet til at stille et alternativ til rådighed, hvis de afrikanske lande ikke mener sig i stand til at skrive under på en EPA-aftale – et alternativ der skal sikre de afrikanske lande lige så god adgang til EU's marked som i dag. Men da EU ikke hidtil har været indstillet på at finde alternativer, har hun valgt et umisforståeligt svar i samarbejde med mange andre.

Dot Keet ser det nemlig som en vigtig del af sit virke at søge samarbejde ikke bare med andre afrikanske økonomer, men også med græsrodsorganisationer i hele Afrika. Det sker gennem samarbejdende netværk som Africa Trade Network der samarbejder med hundredvis af organisationer på kontinentet. I det sydlige Afrika tæller dette selskab, ifølge Dot Keet, samtlige græsrodsorganisationer, og holdningen er kompromisløs:

»Vores position er at der bør slet ikke være forhandlinger. Overhovedet! Forhandlingerne foregår på et grundlag som er i lodret strid med de nationale udviklingsbehov og aspirationer, og som vil hæmme det regionale udviklingssamarbejde,« slutter hun.

Dot Keet og Transnational Institute udgav i maj 2007 rapporten »Economic Partnership Agreements – Responses to the EU Offensive against ACP Developmental Regions«. Den kan læses på http://www.tni.org/reports/altreg/epas.pdf