NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Tyrkerne er et muslimsk folk. 99 procent bekender sig til islam, men deres religion er som hovedregel ikke præget af fanatisme.
Det gælder især den tredjedel af befolkningen der er alevier (eller alevitter). De tilhører en shiitisk sekt, der som de andre shiiter er tilhængere af profeten Muhammeds svigersøn Ali.
Til forskel fra andre shiiter har de imidlertid et afslappet forhold til de regler som Muhammed opstillede. De beder således ikke fem gange om dagen, og de vender ikke hovedet mod Mekka når de beder. De har også en kritisk holdning til dele af Koranen.
Atatürk ønskede at gøre Tyrkiet til et moderne, vestligt land. Derfor adskilte han stat og religion, og han forbød religiøse symboler. Mændene fik forbud mod at bære fez, og han bekæmpede også kvindernes slør.
Denne politik følges stadig af det tyrkiske militær og de tyrkiske domstole. Kvinder i Tyrkiet har således siden 1997 ikke måttet bære tørklæde hvis de modtager undervisning på universiteterne. Hvis de overtræder forbuddet, bliver de bortvist.
Dette forbud ønsker den islamiske regeringschef Erdogan ganske vist at lempe. Men i offentlig tjeneste er slør og tørklæde stadig forbudt.
For syv år siden mente 6 procent af tyrkerne at de var »meget religiøse«. Sidste år var det tal mere end fordoblet til 13 procent.
Men det er kun en af to meget markante forandringer. For når det gælder sammenblanding af religion og politik, er udviklingen gået i modsat retning. I 1999 gik 45 procent af tyrkerne ind for at religion skulle præge de politiske partier. I 2006 var andelen faldet til 25 procent.
Samtidig siger 9 procent at de går ind for en sharia-stat, dvs. en stat som bygger på religiøse love. I 1999 svarede hele 21 procent ja til dette.
Samlet set viser den nye undersøgelse at den tyrkiske befolkning har fået et mere afslappet forhold til religionen. På det personlige plan fylder den mere end tidligere, men i forhold til politik fylder den mindre.