ARTIKLER


Udlevering i blind tillid

Tre danskere er blevet udleveret til andre EU-lande, uden at nogen har undersøgt sagerne.
Af Sven Skovmand
11. februar 2007

Tre danske statsborgere er i 2005 blevet udleveret til andre EU-lande som følge af EU’s arrestordre. Det er sket, uden at de danske myndigheder overhovedet har undersøgt sagerne, oplyser avisen Arbejderen 6.2.2007.

Bladet har sine oplysninger fra en opgørelse, der er foretaget af en arbejdsgruppe om den europæiske arrestordre.

Juraprofessor ved Københavns Universitet Eva Smith er dybt betænkelig ved fremgangsmåden.

»Det er dybt problematisk at danske statsborgere udleveres rent administrativt til andre EU-lande,« siger hun til avisen og gør opmærksom på at der ikke er nogen garanti for at andre EU-lande lever op til reglerne i Den Europæiske Menneske­rettighedskonvention.

»Det er ikke nogen rar tanke at vi udleverer mennesker til retssystemer, som ikke lever op til vores forståelse af en ordentlig retssikkerhed,« siger hun.

Som eksempel på uheldig retspraksis fortæller hun om en dansk chauffør, der i 2002 blev idømt otte års fængsel ved en græsk domstol uden at have haft en forsvarer.

Men Justitsministeriet har ikke tænkt sig at ændre sin praksis.

»Den europæiske retsorden bygger på tillid. Vi skal stole på de retslige myndigheder i andre lande, som udsteder en arrestordre, siger souschef i ministeriets internationale kontor Charlotte Lauritsen til avisen.