Valg i England og Frankrig præger forfatningskampen

Udskiftninger på lederposterne i Frankrig og Storbritannien er afgørende for den tyske kanslers forsøg på at få EU-forfatningen gennemført.
Af Luise Hemmer Pihl
11. januar 2007

Som omtalt i NOTAT før jul bliver det en mærkesag for det tyske EU-formandskab i første halvdel af 2007 at få EU-forfatningen på skinnerne igen.

I en tale i det tyske parlament i december 2006, sagde kansler Angela Merkel tydeligt bl.a. at hun »ville betragte det som en historisk fiasko, hvis ikke det skulle lykkes at gennemføre sub­stansen i forfatningstrak­taten, inden det næste valg til EU-parlamentet finder sted (i maj 2009).«

Det tyske formandskab vil afholde to ekstraordinære topmøder i januar-februar, det første for dem, der allerede har godkendt EU-forfatningen, det andet for de øvrige. Resultatet skal blive en Berlin-erklæring om EU’s fremtid, der skal vedtages på topmødet 25. marts.

I en længere analyse fra den britiske tænketank Open Europe diskuteres mulighederne for det tyske formandskabs forsøg på at få EU-forfatningen genoplivet.

Tænketanken gennemgår fire »faktorer« der kan få betydning for udfaldet:

1. Præsidentvalget i Frankrig.

Hvis den borgerlige Nicolas Sarkozy vinder, vil han bringe sit forslag om en »mini-traktat« på banen. Den vil indeholde den forkastede EU-forfatnings bestemmelser om institutionerne og bl.a. indføre en EU-præsident og en EU-udenrigsminister. Men den vil udelade de spørgsmål om konkrete politikker, som menes at være årsagen til udfaldet af folkeafstemningerne i Frankrig og Holland. Traktaten skal ligne den gamle så meget at den kan gå gennem det franske parlament uden en ny folkeafstemning. Men idéen vil være upopulær hos de regeringer der har fået en ratifikation af den gamle EU-forfatningstekst igennem i deres egne lande.

Hvis derimod Ségoléne Royal fra socialistpartiet bliver landets første kvindelige præsident, vil hun fastholde at EU-forfatningsteksten er død og borte, og at hun vil satse på »resultaternes Europa« og »en genstart af de fælles politikker« snarere end at kaste sig over institutionelle reformer.

Efter hendes plan skal det franske EU-formandskab i 2008 søsætte en ny tekst, som skal »forelægges folket« på én og samme dag i hele EU til vedtagelse enten ved folkeafstemning eller godkendelse i landets parlament, sådan som det enkelte lands regler foreskriver det.

Frankrigs borgerlige vælgere er mere positivt indstillet til EU-forfatningen end de socialistiske. Lige nu er 67 procent af de borgerlige for EU-forfatningen, mens 54 procent af de socialistiske vælgere er imod. Derfor er det i Ségoléne Royals interesse at trække sagen ud.

Det vil nok passe den britiske regering ganske godt, men sætte Frankrig under pres fra Tyskland om at fremme sagen.

2. Hvornår afløser Brown Blair?

Der er ingen tvivl om at den britiske premierminister Tony Blair vil trække sig tilbage i løbet af 2007 og blive afløst af den nuværende finansminister Gordon Brown. Blair har hele tiden ønsket at placere Storbritannien »i Europas hjerte« og er gået helhjertet ind for såvel EU-forfatningen som euroen, mens Brown har givet sin pragmatiske holdning udtryk ved at fastslå at tiden først skal være inde til at det er til gavn for hans land.

Det betyder at Tony Blair vil støtte en genoplivning af EU-forfatningen af hele sit hjerte, hvis sagen kommer op, mens han endnu er premierminister. Brown vil derimod næppe kaste sig ud i en upopulær kampagne for hverken EU-forfatning eller euro lige efter sin tiltræden som premierminister.

Imidlertid skal Brown først vælges som formand for Labour i en urafstemning, som næppe kan være færdig før udgangen af juni – efter præsident- og parlamentsvalgene i Frankrig og det afgørende juni-topmøde.

Resultatet kan derfor meget vel blive at Blair støtter EU-forfatningen og derefter overlader det videre besvær med vælgerne til Brown – som tak for sidst for at Brown blokerede for Storbritanniens indførelse af euroen ved hjælp af de »fem betingelser«, han opstillede.

3. En mulig studehandel?

Brown vil næppe gå med til en EU-forfatning, hvis ikke han får noget i bytte. Derfor kan man forestille sig at tyskerne vil tilbyde briterne en reform af EU’s landbrugspolitik og en nedsættelse af det britiske bidrag til EU-kasserne. Som det blev sagt i en artikel i avisen Financial Times, kan man forestille sig at de to topfigurer, Kommissionsformand José Manuel Barroso og kansler Angela Merkel »tydeligt nok mener at Brown kunne fås til at acceptere en ny traktat, som opdaterer EU’s institutioner, hvis han kunne præsentere det som en del af en pakke, der omfatter udvidelse, og et budget for det 21. århundrede og et nyt mandat for det frie marked«.

Her ville Frankrig nok være det store problem. Det vil ikke være heldigt for modtagelsen af en ny EU-forfatning, hvis den blev kædet sammen med en nedsættelse af det meget store beløb, som franske bønder modtager fra EU’s fælles landbrugsfond. Det forudsætter naturligvis at Sarkozy vinder præsidentvalget.

Men hvis de tre store kan blive enige, betyder det nok ikke så meget at lande som Spanien og Irland bliver meget sure.

4. De modvillige briter

Og selv om Brown får slået en god handel af med Tyskland og Frankrig, har han stadig de største problemer tilbage på hjemmebanen. Hans parti, Labour, står svagt i meningsmålingerne, og det er sikkert og vist at de konservative vil forlange en folkeafstemning. Og det vil være umuligt ikke at diskutere indførelsen af en EU-præsident og en EU-udenrigsminister med vælgerne.

Browns bedste chance vil være at udskrive et parlamentsvalg og gøre EU-forfatningen til et hovedspørgsmål. Dermed ville han få den fordel at han kunne true med at Storbritannien vil blive nødt til at forlade EU, hvis ikke man accepterer den foreliggende tekst, som de fleste andre lande nu har godkendt.

Endelig kunne Brown love en folkeafstemning – og så håbe på at et andet land stemte nej først? Det kunne ske i Frankrig, Holland, Polen, Danmark, Irland og muligvis Sverige.

Kilde: Open Europe: The EU in 2007: - http://www.openeurope.org.uk/research/EU2007.pdf

---

EU-kalender 2007

1. januar.: Tyskland bliver formand; Rumænien og Bulgarien optages.

26. januar: Topmøde for »EU-grundlovens venner«.

27. februar: Topmøde for dem, som ikke har godkendt EU-grundloven.

8.-9. marts: EU’s ministerråd afholder topmøde om »Den sociale model«.

21. marts: Romtraktaten fylder 50 og fejres i tre dage i Firenze.

25. marts: »Berlin-erklæringen« om EU’s fremtid.

22. april: Første runde i det franske præsidentvalg.

Maj: Præsidentvalg i Tyrkiet.

Maj: Valg i Irland.

3. maj: Lokalvalg i Storbritannien og valg til parlamenterne i Skotland og Wales.

6. maj: Anden runde af det franske præsidentvalg.

9. maj: »Europadag« – EU’s 50 års fødselsdag fejres.

10. juni: Fransk parlamentsvalg – første runde.

17. juni: Fransk parlamentsvalg – anden runde.

21.-22. juni: EU-topmøde om EU-forfatningens fremtid.

Maj-juni: Valg i Belgien.

1. juli: Portugal bliver formand.

Juli: Gordon Brown efterfølger sandsynligvis Tony Blair som Storbritanniens premierminister.